Eleverne i 1. A på Hirtshals Skole har sammen med lærer Karina Smed de seneste uger arbejdet praktisk med mad og fødevarer i skolens eget køkken- og erhvervsrum.
Forløbet i såkaldt karrielæring kulminerede denne torsdag med et besøg på Kærgård, som er et kvægbrug nær Løkken, hvor landmand Mads Sørensen tog imod med både faglig viden og åbne staldporte.
Besøget blev en stor oplevelse for børnene samt lærerne Laila Nielsen og Hanne Skipper. Eleverne kom helt tæt på gårdens mange dyr, hvor de store sortbrogede malkekøer gjorde indtryk, og de små kalve blev flittigt klappet og aet. På rundturen fik børnene lov til at hoppe i høet, undersøge ensilage og se malkekarrusellen, hvor køerne dagligt bliver malket. De så også de imponerende mængder foder i form af majs- og græsensilage, som er en central del af køernes daglige kost.
Kærgård drives i dag af Mads Sørensen, der repræsenterer tredje generation på gården. Sammen med sin familie samt sin far og flere ansatte står han for pasningen af 378 malkekøer og driften af 270 hektar jord. Mælken fra besætningen, som i gennemsnit er 12.500 liter om dagen, afhentes af Arla og sendes videre til et af mejeriets anlæg. På markerne dyrkes både græs, majs og korn, hvoraf sidstnævnte sælges, mens resten bruges som foder til dyrene.
Eleverne viste stor nysgerrighed under besøget og stillede spørgsmål om både dyrene og livet på en moderne gård. Rundvisningen gav derfor også et sjældent indblik i hverdagen på et kvægbrug og bandt skolens undervisningsforløb om mad og råvarer lærerigt sammen med konkret og sansebaseret viden.
Dagen blev rundet af med kakaomælk til alle samt en gavekasse fra Arla fyldt med små souvenirs som krus, blyanter og lineal. Det blev en afslutning, der satte punktum for et spændende og praksisnært undervisningsforløb, som gav eleverne et førstehåndskendskab til den produktion, der ligger bag mange af de fødevarer, de møder i hverdagen.
Foto: Privat.


