Vendsyssel Historiske Museum åbner i de kommende to uger dørene til to særlige rundvisninger, hvor publikum får adgang til dele af museet, der normalt ikke er åbne for gæster.
Begge arrangementer finder sted mandag eftermiddag i uge 7 og 8 og giver et unikt indblik i det omfattende arbejde, der ligger bag både udstillinger og museumsdrift.
Den første rundvisning afholdes mandag den 9. februar klokken 14. Her får deltagerne mulighed for at komme helt tæt på arbejdet med at skabe museets udstillinger.
Formidlingschef Jens-Christian Hansen fører gæsterne ind i planlægningsfasen, de praktiske processer og de overvejelser, der følger med, når nye fortællinger skal formidles til publikum. Rundvisningen sætter fokus på alt fra idéudvikling og udstillingsdesign til de etiske hensyn, der kan opstå, når museet præsenterer tabubelagte eller følsomme emner. Gæsterne får samtidig et sjældent indblik i det visuelle arbejde, der kan medføre lange processer og skarpe krav til detaljer.
Mandag den 16. februar klokken 14 fortsætter formidlingschefen med endnu en omvisning bag kulissen. Denne gang med fokus på selve driften. Her besøger deltagerne administrationsbygningen i Museumsgade, som tidligere husede den gamle købstads gymnasium. Rundvisningen giver et indblik i medarbejdernes forskellige funktioner og de mange opgaver, der følger med at være et statsanerkendt kulturhistorisk museum.
Undervejs berøres både lovbundne forpligtelser, registreringsarbejde og den koordinering, der foregår uden for publikums synsfelt. Bygningen har desuden en særlig historie som kulisse for en dansk spillefilm med Ghita Nørby i en af hovedrollerne.
Begge omvisninger udgår fra museumsbutikken og er gratis for gæster, når entréen til museet er betalt. Museet forventer stor interesse for arrangementerne, der giver publikum en sjælden mulighed for at opleve hverdagen bag de udstillinger og samlinger, de normalt kun ser resultatet af.


