Fastelavn fik et ekstra strejf af eventyr, da Hirtshals Handel & Erhverv denne lørdag afholdt årets fastelavnsfest, som denne gang var flyttet til hallen på Horne Efterskole.
Stemningen kunne næsten ikke være mere a la Astrid Lindgren. Rigtig mange familier havde på trods af snedriverne taget turen til Horne. Hallen summede fra start af glade børn, forventningsfulde forældre og ikke mindst stolte bedsteforældre, der fulgte løjerne fra første række.
Bag arrangementet stod traditionen tro Louise Nielsen fra Hirtshals Fiskehus. Med afsæt i årets tema, som var Astrid Lindgrens forunderlige univers, var hun udklædt og med de karakteristiske fletninger, hvorved hun som altid gik forrest i skabelsen af et farverigt og fantasifuldt univers. Som initiativtager og tovholder styrede hun slagets gang fra start til slut og blev dagens helt store samlingspunkt for både store og små.

– Det er Louises bedste udklædning nogensinde. Hun ER da indbegrebet af Pippi, lød det fra en af de frivillige hjælpere fra Lions i Hirtshals.
Astrid Lindgrens univers vækket til live
Det var ikke kun Pippi, der var tilstede, men tillige adskillige andre af Astrid Lindgrens ikoniske figurer, og netop denne ramme viste sig at være et trækplaster.


Rundt om i hallen kunne man se alt fra små Pippier med fregner og stribede strømper til Emil-kasketter og modige Ronjaer parat til eventyr, men blandt andet også pirater, ninjaer og Batman samt figurer fra Star Wars. Selv om alle udklædninger var velkomne, gav det overordnede tema imidlertid en fælles, varm stemning i form af et øjeblikkeligt gensyn med barndommens fortællinger af Astrid Lingren.


Pippi og hendes trofaste ven, hesten Lille Gubben i fuld figur og aben hr. Nilsson skabte en festlig kulisse og blev naturligvis flittigt fotograferet af de fremmødte. Særligt de yngste deltagere fulgte begejstret efter Pippi gennem hallen, mens hun, dansede, legede og talte med alle, der kom i nærheden.
Inde i hallen var der nemlig organiseret leg, musik og selvfølgelig tøndeslagning, som alt sammen var indhyllet i Astrid Lindgrens magiske univers. Børnene slog energisk løs på tønderne, mens de voksne heppede, og hver kattedronning og kattekonge blev mødt af stort bifald.
Arrangementet skabte en stemning af renlivet glæde, hvor fællesskabet var i centrum. Flere bedsteforældre fremhævede, hvor hyggeligt det var at opleve både nye og gamle figurer fra det velkendte univers samlet under ét tag.
Fastelavnsfesten er blevet et af årets mange faste højdepunkter hos Hirtshals Handel & Erhverv. Årets udgave understregede endnu en gang foreningens evne til at samle lokalsamfundet.
Foto: Niels Skipper.


