Af Betina D. Jensen
Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune
Der er beslutninger i lokalpolitik, som kan virke tekniske på papiret, men som i virkeligheden handler om noget meget større, mennesker, møder, minder og muligheder.
Derfor glæder det mig oprigtigt, at et enigt Teknik & Miljøudvalg i Hjørring Kommune den 3. februar besluttede at nedlægge et §14-forbud mod etablering af bolig i stueplan i hjertet af Østergade, og samtidig vedtog at indstille til byrådet, at der arbejdes med en ny og opdateret lokalplan for Hjørring Bymidte.
Det er to beslutninger, der hænger tæt sammen, og som peger i den rigtige retning, hvis vi ønsker en stærk og levende midtby også i fremtiden.
Hvorfor et §14-forbud kan være en god idé
Baggrunden er helt konkret, at en ejendomsejer i hjertet af Østergade ansøgte om at omdanne et erhvervslejemål i stueetagen ud mod Østergade til bolig. Selve ansøgningen kunne rummes inden for den nuværende lokalplan, men den er i strid med de rammer og retningslinjer, som netop er lagt i Kommuneplan 2025, hvor området er udpeget til “koncentreret byliv”.
Administrationen oplever stigende interesse for at omdanne erhvervslejemål i centrale stueetager til boliger. Når først en stueetage i en gågade bliver til bolig, er det svært at skrue tilbage. Boliger i gadeplan giver sjældent liv i facaden – tværtimod ser man ofte behov for afskærmning, mindre indkig, gardiner og mere privathed. Det er helt forståeligt for den enkelte beboer, men det kan langsomt udhule det, der gør en gågade til en gågade med udstillingsvinduer, aktiviteter, åbenhed og kundestrømme.
Med §14-forbuddet får kommunen mulighed for at stoppe processen, mens vi får lavet den samlede, tidssvarende plan. Det handler således ikke om den enkelte adresse , men om helheden.
Den vigtige, men langsomme planproces
Det tager lang tid at lave en ny lokalplan – og ja – det udfordrer min tålmodighed. For jeg tror, mange af os kan se behovet her og nu, det haster pga tomme lokaler, ændrede handelsmønstre, digitalisering og et byliv, der ikke længere “kommer af sig selv”. Men jeg fornemmer også, at der er dygtige folk, der arbejder intenst med opgaven, og at der er vilje til at gøre det ordentligt. Det giver mig håb.
Jeg håber inderligt, at byrådet også kan godkende projektet, så vi får sat retning med både mod og omtanke.
Min drøm for midtbyen
Min drøm er ikke at gøre midtbyen mindre vigtig – tværtimod. Min drøm er at rykke midtbyen tættere sammen og skabe “mere by på mindre plads”, så vi styrker det område, hvor livet allerede har sin naturlige puls.
Samtidig drømmer jeg om, at vi i yderområderne af midtbyen kan arbejde mere aktivt med boliger i gadeplan, der hvor det kan give mening og være med til at skabe hverdagsliv og tilstedeværelse. Endelig drømmer jeg om, at vi giver plads til flere erhvervsformer i de tomme lokaler, flere funktioner, flere åbningstider, flere oplevelser, og grunde til at komme ind til byen.
Fremtidens midtby bliver et miks af handel, kultur, sundhed, service, uddannelse, caféer, fællesskaber, frivillighed, oplevelser – og boliger de rigtige steder. En midtby, der er levende hele dagen, og ikke kun på udvalgte tidspunkter.
Investorer skal kunne stole på rammerne – derfor skal planen være bæredygtig
En lokalplan ændres ikke særlig tit, hvilket er enormt vigtigt.
Det skal være muligt som investor, ejer og erhvervsdrivende at regne med de rammer, der gælder. Lokalplaner er også investeringssikkerhed. Hvis spillereglerne flytter sig for hurtigt eller for ofte, bliver det sværere at skabe udvikling – og lettere at udskyde beslutninger.
Netop derfor er det så vigtigt, at vi får lavet en bæredygtig plan, der både ser på nutiden og fremtiden. En plan, der beskytter det koncentrerede byliv i hjertet, og samtidig åbner for den nødvendige omstilling i resten af midtbyen. Det kræver helhedstænkning og at vi tør prioritere.
En stærk hovedby løfter hele kommunen
En stærk og levende hovedby er ikke kun vigtig for dem, der bor i byen. Den er vigtig for hele kommunen – også for vores mindre byer og landdistrikter. Når hovedbyen fungerer, er den med til at styrke bosætning, tiltrækning af arbejdskraft, erhvervsudvikling og turisme i hele vores Kommune. Den fortæller en historie om en kommune, der er i bevægelse og har noget at byde på.
Hvis vi vil tiltrække nye borgere, virksomheder og medarbejdere – og få gæster til at vælge os til – så er midtbyen en del af svaret, ikke hele svaret men en vigtig del af det.
Håb og handlekraft
Jeg er glad for, at vi med beslutningen den 3. februar tog et vigtigt skridt hen mod at beskytte byens hjerte, mens vi arbejder på en ny, tidssvarende plan for hele bymidten.
Nu skal vi holde fast, være tålmodige og samtidig insistere på tempo, kvalitet og retning.
Jeg tror på, at vi kan skabe en midtby, der fortsat bliver et naturligt tilvalg – fordi den er levende, mangfoldig og attraktiv. En bymidte, vi kan være stolte af, og som hele Hjørring Kommune kan mærke effekten af.
Link til et af mange tidligere indlæg


