Af Thomas Klimek
Folketingskandidat i Nordjyllands Storkreds
Socialdemokratiet
Jeg har været omkring ni-ti år gammel, da ordene faldt. En dag besøgte jeg min mormor sammen med mine forældre. Hun boede i Sønderjylland, så jeg så hende ikke så ofte.
Jeg kunne godt se, at hun var forandret. Hun sagde ikke så meget og stirrede lidt underligt og længe på en eller bestemte ting. Så kiggede hun pludselig på mig og pegede.
”Hvem er den dreng?”
Min mor – som var hjemmehjælper (sosu) – sagde roligt:
”Mor, det er Thomas. Dit barnebarn.”
Min mormor sagde ikke noget, men kiggede så ud ad vinduet på græsplænen og skoven udenfor hendes lille lejlighed. Jeg sad og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Det var meget ubehageligt, og jeg forstod det ikke rigtigt.
De sidste gange jeg så hende, talte hun meget lidt, og når hun gjorde, var det om personer eller situationer i 60´erne eller tidligere, altså længe før, at jeg eksisterede.
Som du nok kan regne ud, så var hun dement. Og jeg var pårørende. Dengang vidste jeg hverken, hvad dement eller pårørende betød, hvis du havde spurgt mig.
Det her fandt sted i slutningen af 80´erne, hvor denne tilstand blev beskrevet lidt i flæng som senil eller dement, hvilket ikke er det samme. Vi ved mere i dag – det forpligter til handling.
Som samfund skal vi både styrke forskningen, så vi kan forebygge demens og relaterede neurologiske sygdomme, men vi skal også sikre mest mulig støtte og aflastning til de pårørende.
Lige nu har regionerne svært ved at leve op til fristen for udredning af demens. Det anslås, at over 100.000 over 65 år lever med en demenssygdom – og om blot 15 år forventes tallet at stige til over 145.000. Det kræver mere politisk handling – og ikke bare ift. udredning og behandling.
For et liv med demens eller lignende skal også leves. Både for den syge, men også for de pårørende, som ligeså rammes meget hårdt, når demens rammer ind i en familie.
De sidste par år har vi set, hvordan der kan skabes muligheder og tilbud for demensramte borgere, hvor livskvaliteten højnes, og der er et liv at leve trods den ubarmhjertige sygdom.
Et eksempel er demenskor og sang, der kan aktivere centre i vores hjerne, som skaber genkendelse, liv, glæde og en form for socialt liv. Det skal vi gøre langt mere i. F.eks. har moderat fysisk træning vist gode resultater for folk med Parkinson Syge. Det helbreder ikke, men kan i bedste fald forsinke sygdommens nedbrydning af kognitive funktioner og dermed livet.
Demens er en folkesygdom, der også rammer unge mennesker. Det er altså en national udfordring og ansvar, at vi gør så meget som muligt for demente og de pårørende.
Vi kan endnu ikke helbrede den forbandede sygdom, men vi kan arbejde for, at et liv med demens også skal leves så værdigt og aktivt så længe som muligt.
