For tre måneder siden nedsatte regeringen med støttepartier syv regionale vækstteams med lokale repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen, kommunerne, de tværkommunale erhvervshuses bestyrelser og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Opgaven lød på at afdække, hvilke regionale styrkepositioner der kan være med til at sætte gang i vækst og jobskabelse i de enkelte landsdele – med henblik på at komme bedst muligt videre fra coronakrisen. Samtidig foretog man en prioritering, hvor det maritime kom i højsæde på Fyn, men også blev tænkt ind i andre regioner (se fakta). Omdrejningspunktet var grøn omstilling, innovationskraft og vejen til at skabe nye erhvervsfyrtårne med international gennemslagskraft.
I dag har de syv teams afleveret deres anbefalinger til erhvervsministeren, og planen er nu at fordele 500 mio. kroner til det videre arbejde, som skal målrettes, hvad der lokalt er mest behov for.
Maritime erhverv og robotter på Fyn
Dykker man ned i bidraget fra det fynske vækstteam, vil man der arbejde på at blive et internationalt epicenter for nye teknologiske løsninger inden for robotter, droner og autonomiseret søfart, som kan bidrage til grøn omstilling og øget automatiseringen i andre erhverv.
Ønsket er et nyt test- og udviklingscenter, som skal udvikle nye løsninger, der kan automatisere produktion af blandt andet store konstruktioner med fokus på teknologier til fremtidens industri. Desuden skal Fyns stærke position inden for avanceret droneteknologi udbygges, og farvandene syd for Fyn skal være knudepunkt for test og demoer af autonome systemløsninger, som skal fremme den bæredygtige, kystnære skibsfart.
En udfordring er dog tiltrækning af medarbejdere med de fornødne kompetencer, særligt STEM- og IT-uddannede, hvilket både på Fyn og i andre landsdele bør adresseres fra politisk side. Både ift. uddannelse, efteruddannelse og tiltrækning af mulig udenlandsk arbejdskraft.
CO2-fangst i Nordjylland
I Nordjylland har vækstteamet set nærmere på CO2-fangst, lagring og udnyttelse, hvilket ligeledes knytter an til den maritime industri, når den opsamlede CO2 skal håndteres. Teamet anbefaler bl.a. en kortlægning af mulighederne for CO2-lagring i havområdet ud for Nordjyllands kyster, en afdækning af den mulige infrastruktur og en vurdering af, hvilke virksomheder der kan byde ind.
Dertil ønsker man en samlet strategi for forskning og udvikling samt tiltag, der kan styrke virksomhedernes mulighed for at være med, herunder fjernelse af regulatoriske udfordringer.
Ambitionen er at fange, genbruge eller lagre CO2 fremfor at udlede den, at producere fremtidens grønne brændstoffer og andre produkter med indfanget CO2 og brint, og at vise vækstpotentialet i de nye grønne teknologier. Samtidig peger teamet på, at man fra statens side bør vurdere de uddannelsesmæssige behov i fremtiden, så virksomhederne har adgang til den fornødne faglærte arbejdskraft.
Havvind og fjernelse af afgifter
Af maritim interesse er også anbefalingerne fra Bornholm og Sydjylland.
Bornholm ønsker at blive Østersøens fyrtårn for udnyttelse af grøn energi fra havvindmøller. Gennem etablering af en af verdens første energiøer og en videreudvikling af test- og udviklingsmiljøet satser man på at kunne levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark såvel som i resten af Europa.
En meget væsentlig pointe er samtidig at få set nærmere på de afgifter, der i Danmark er forbundet med anvendelse af diverse brændstoffer i relation til udvikling og test af udstyr og systemer. For selv om disse brændstoffer bruges til at udvikle morgendagens løsninger, er de belagt med normale afgifter, hvilket bidrager til at gøre forskning, udvikling og innovation unødigt dyrt.
Endeligt er der anbefalingerne fra vækstteam Sydjylland, hvor man ligeledes ønsker at få styrket sin position inden for havvind. Konkret foreslår teamet at efterse rammevilkårene for havvindmøllebranchen med henblik på at identificere konkrete tiltag, der kan understøtte branchen.
Samtidig ønsker man at få vurderet mulighederne for det lokale erhvervsliv ifm. opførelsen af energiøen i Nordsøen, at få udvidet sejlrenden i Esbjerg og – i lighed med Nordjylland – at få undersøgt CO2-lagringsmulighederne på land, kystnært og til vands i Nordsøen.
Et stærkt maritimt aftryk, der nu bør styrkes yderligere
Hos Danske Maritime glæder adm. direktør Jenny Braat siger over, at de maritime erhvervs betydning er tydelig over hele landet, når man studerer anbefalingerne fra de syv vækstteams:
- Jeg synes, det er nogle gode og relevante forslag, vi ser fra de regionale vækstteams, og jeg tror ligesom dem, at de nævnte forslag har stort potentiale – både regionalt og på tværs af Danmark. Både for den grønne omstilling og væksten er det vigtigt, at de stærke kompetencer, vi har i den maritime industri og i Det Blå Danmark i det hele taget, bliver prioriteret og understøttet fra politisk side, så vi vil følge den politiske modtagelse nøje.
- I de konkrete forslag er det vigtigt at huske, at den teknologi, vi kender fra scrubbere, også kan bruges til CO2-fangst. Så fx der har den maritime industri i dén grad noget at byde ind med, som over tid kan skabe et nyt, internationalt forretningsområde. Det samme gælder inden for maritim automatisering, digitalisering samt avancerede droneløsninger, som også kommer til at vinde mere og mere indpas på verdensmarkedet.
- Samtidig er branchen langt fremme med udvikling af grønne teknologier og udvikling af grønne brændstoffer, men det kræver mange og lange testforløb at nå i mål. Tager man et konkret eksempel som fx et brændselscellesystem baseret på methanol, vil testforløbet koste omkring 7 mio. dkr., hvoraf godt halvdelen af prisen er afgifter på de brændstoffer, der bruges undervejs. Det giver simpelthen ikke mening. Det er en regulær forhindring, som bør fjernes hurtigst muligt, siger Jenny Braat.
Læs de samlede anbefalinger her: Her er anbefalingerne, som skal skabe vækst og grønne arbejdspladser i hele Danmark (em.dk)
Fakta:
Der blev i marts 2021 nedsat syv regionale vækstteams for Bornholm, Fyn, Hovedstaden, Midtjylland, Nordjylland, Sydjylland og Sjælland og øerne, som blev bedt om at se på følgende temaer:
Vækstteam Bornholm: Grøn energi relateret til energiø (formand Henriette Hallberg Thygesen, A.P Møller Maersk)
Vækstteam Fyn: Maritime erhverv og robotter (formand Claus Jensen, Dansk Metal)
Vækstteam Hovedstaden: Life science (formand Lars Fruergaard Jørgensen, Novo Nordisk)
Vækstteam Midtjylland: Vandteknologi (formand Kim Nøhr Skibsted, Poul Due Jensen Fond, Grundfos Fond)
Vækstteam Nordjylland: CO2-fangst, lagring og udnyttelse (formand Michael Thomsen Lundgaard, Aalborg Portland A/S)
Vækstteam Sjælland og øerne: Biosolutions (formand Jørn Stryger, CP Kelco)
Vækstteam Sydjylland: Omstilling fra olie til grøn industri (formand Steen Brødbæk, Semco Maritime A/S)
Regeringen har sammen med Folketingets partier afsat midler under årets finanslov fra det såkaldte REACT-EU-program til at realisere anbefalingerne fra de syv regionale vækstteams. Rammerne for det danske REACT-EU-program fastlægges af regeringen og udmøntes efterfølgende af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Nedsættelsen af vækstteams følger op på aftale om stimuli og grøn genopretning af 6. december 2020 og aftale om fremtiden for olie- og gasudvinding i Nordsøen af 3 december 2020.