Af Lars Kaspersen
Adm. direktør i Biogas Danmark
Debatten om beredskab og selvforsyning er vigtig. Danmark skal kunne klare sig, når kriser rammer både med energi og fødevarer. Men det er forkert, at biogas står i vejen for fødevareproduktion.
Biogas bygger tværtimod i altovervejende grad på de ressourcer, vi allerede har som restprodukter fra fødevareproduktionen: husdyrgødning, madaffald og organiske restprodukter fra landbrug og industri. Når gyllen afgasses, bliver metanudledningen reduceret markant, og vi producerer grøn gas, der kan erstatte fossil energi. Samtidig bliver næringsstofferne sendt tilbage som en mere effektiv gødning for afgrøderne på markerne. Det er cirkulær økonomi i praksis.
Grøn gas i form af biogas kan lagres og bruges, når behovet er der. Vi kan levere, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser, og dermed supplere sol- og vindenergi. Det styrker Danmarks robusthed og uafhængighed.
Hvordan landbrugsarealet fremover skal prioriteres mellem foder, fødevarer og andre formål, er op til politikerne at beslutte. Men biogasanlæggene kan og vil fortsat basere sig på rest- og affaldsstrømme og tilpasse sig udviklingen. Hvis husdyrproduktionen falder til fordel for en mere vegetabilsk fødevareproduktion, så er der stadig masser af restprodukter, som skal håndteres. Det gælder også ved øget omlægning til økologisk jordbrug. Her spiller biogasanlæg en vigtig rolle som gødningsleverandør.
I arbejdet med biogas tager vi udgangspunkt i princippet om, at vi skal bruge de ressourcer, der er til rådighed, og udnytte dem bedst muligt. Det er ikke et problem for beredskabet. Det er en styrke.
Ovenstående er en replik til nedenstående indlæg


