Endnu engang var der fuldt hus på Vendelbohus, da Niels Hausgaard og Rikke Thomsen indtog scenen som led i den aktuelle Danmarksturné med titlen Sammen kaster vi den første sten.
Showets titel er, som Niels Hausgaard selv har formuleret det i en anden sammenhæng, ikke noget han vil forsøge at forklare, men snarere en strøtanke, som han fandt det godt at tænke videre over. Den forekommer da også symptomatisk for koncerten, som balancerede stærkt i samspillet mellem det eftertænksomme og det ironisk distancerede, mellem meningers mod og drillende lune, mellem den gamle entertainer og den unge knalddygtige musiker med den utrolig smukke stemme.
Rikke Thomsen er da også for andet år i træk en central del af den aldrende troubadours turné. Han har beskrevet hende som en spændende musiker og en god ven, men også som en repræsentant for en langt yngre verden, der aldrig bliver hans. Styrken i forskelligheden var denne onsdag aften ikke blot hørbar, men kunne ligefrem mærkes i den ærværdige teatersal. Det er nemlig som allerede nævnt lige præcis denne forventningsfuld spænding i samspillet, der forekommer at være en underliggende dynamo på scenen, hvilket jeg tillige fremhævede, da de optrådte på Vendelbohus i 2025.
Rikke Thomsen fik da også igen og fuldstændig velfortjent plads til denne underholdende onsdag aften at levere en af sine egne sange på velklingende sønderjysk, hvor netop hendes lokale dialekt og smukke, smukke stemme nok en gang begejstrede.
Hausgaard selv vekslede uden vaklen mellem den luneste og lattermilde humor samt ramsaltede betragtninger om vores samtid, især om alder, skolelærere, krig og kærlighed, samt døden og den laksefarvede præsident i USA. Drøje hug var der også til Liberal Alliance og Kristelig Fagbevægelse samt eliten med de lange, blege fingre og som altid et par kærlige æselspark til kollegaen Allan Olsen fra Frederikshavn.
Klaus Rifbjerg skal angiveligt engang have påpeget en udpræget hang til idiosynkrasier hos Niels Hausgaard. Lige præcis det fremmedord blev derfor også flittigt inddraget, selv om digterens beskyldning næppe var ment som en kompliment til troubadouren.
Niels Hausgaard har vist nok altid insisteret på, at han ikke har skabt store musikalske værker, men snarere sange med med små spejlinger af hverdagen. Netop den tilgang klæder ham som altid, idet sangene fortsat bæres af en blanding af drypvis alvor og menneskelig lune med underfundig timing, som kun få mestrer.
Denne aften var ingen undtagelse. Publikum gik tydeligvis fra koncerten med den dér stille eftertanke, som kun nærværende historiefortællere kan vække, men samtidig også med lattermusklerne i krampe.
Tusind tak til arrangørerne i Musikforeningen: I morgen er det jul, mor og de frivillige hos Vendelbohus.
Hold da op hvor det glæder mig, at den gamle bandit igen er på scenen igen, og så med en rigtig dygtig sønderjyde på slæb!
Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med så spændende en konstellation!
Go’ vind Hausgaard og Thomsen.
Tak for en fantastisk anmeldelse og flotte billeder,. Jeg har netop oplevet koncerten på Skråen i Aalborg, og var virkeligt begejstret. Derfor har jeg også linket til denne fine anmeldelse med de flotte fotos på facebook, hvor jeg har skrevet lidt om min oplevelse. Jeg fik desværre ingen fotos, og er meget glad for de rigtig gode billeder i Nordsøposten, tak 🤗