Af Michael Harritslev
Skoledistriktsleder
Nordvestskolen
Socialdemokratiets forslag på 14 elever i indskolingsklasserne er endnu et stykke symbolpolitik. Det ser pænt ud på en pressemeddelelse, men ændrer ikke den daglige virkelighed i klasseværelset. Problemet i folkeskolen handler ikke kun om tal – det handler om fællesskab – om at kunne være et forpligtende medlem af et fællesskab.
Og her har vi voksne svigtet.
Ikke af ond vilje, men af bekvemmelighed. Vi har ikke i tilstrækkelig grad givet vores børn de redskaber, der skal til for at være aktive medspillere i en fælles ramme. Vi har talt meget om rettigheder, selvrealisering og individuelle behov – men mindre om ansvar, forpligtelse og det at bære noget sammen.
Vi har i alt for høj grad – måske ubevidst – lært vores børn, at fællesskabet primært er noget, man benytter, når det er i egen interesse, og noget man kan træde ind og ud af alt efter behov.
Men et fællesskab er ikke en service, man forbruger. Det er noget, man investerer i. Det kræver, at vi lærer vores børn at stå i uenighed, at tage ansvar, at bidrage – også når det ikke føles bekvemt eller umiddelbart meningsfuldt.
Undervisningsministeren talte om “pissedårligt opdragede børn”. Jeg er bestemt ikke enig i retorikken – den er provokerende og polariserende. Alligevel bliver jeg træt, når forskere, eksperter og andre velmenende debattører afviser ministerens pointe oppe fra deres intellektuelle tårn, langt væk fra klasseværelset, hvor de kloger sig på ordvalg og retorik i stedet for at se, hvad der rent faktisk foregår.
Fakta er, at en stor del af lærernes tid går med at vikle tråde ud: konflikter, misforståelser og at hjælpe børn, der ikke er trænet i at indgå i fællesskaber
Fællesskab er ikke bare ekstraordinært hygge på klassen. Det er skolens og samfundets fundament. Her lærer børn at lytte, tage ansvar, tåle uenighed og forstå, at deres handlinger påvirker andre. Hvis børn forstår og magter fællesskabet, vil kulturen i klasseværelset ændre sig markant. Når vi lærer børnene, at alt handler om “mig”, smuldrer kulturens grundfundament i klasseværelset.
Uden en grundlæggende forståelse for fællesskabets betydning – og uden ansvar for at lære børnene helt almindelige spilleregler for fællesskab – er reformer intet andet end pynt.
Så længe det står på, taber det fælles til fordel for det individuelle i folkeskolen og kulturen i klasseværelset vil altid være udfordret.
….og i øvrigt tage vi lige en hyggedag i morgen.



Rart at få et indspark fra en der har børnenes hverdag helt tæt inde på livet. Dine betragtninger er så basalt vigtige og bør være omdrejningspunktet i hverdagen hos såvel forældre som institutioner.
Du skriver, at Socialdemokratiets forslag om 14 elever i indskolingsklasserne er symbolpolitik. Jeg vil nu kalde det valgflæsk. Mette Frederiksen samler blot bolden op efter Pia Olsen Dyhrs succesfulde togt med forslaget om minimumsnormeringer.