Lars Høgh (V): Refleksioner fra mit tredje byrådsmøde

Det blev et lidt presset møde rent tidsmæssigt.

Inden mødet havde jeg aftalt med Henrik Taagaard (S), at vi sammen skulle tage imod en gymnasieklasse og give dem en indflyvning til byrådsarbejdet og dagens dagsorden.

Vi havde delt det op, så jeg tog byrådets organisering m.v., og Henrik tog dagsordenen. Det “åd” så vores spisepause (jeg mødte ind kl. 13.00 og “fik fri” ved 20.30‑tiden), men Henrik er åbenbart på en form for “selv‑sulter‑kur”. Jeg fik fanget lidt frugt, inden vi fik dejlig sang fra Nordjysk Pigekor lige inden byrådsmødet.

I dagene op til mødet (tirsdag eftermiddag og onsdag formiddag) havde Vendelbo­-Listen sendt en række ændringsforslag. Det fungerer måske godt for et enmandsparti, men ikke videre godt for et parti med flere medlemmer, når der kommer en stribe ændringsforslag så sent. De store grupper har normalt møde mandag aften inden byrådsmødet.

Jeg tror, jeg vil foreslå byrådets grupper, at man ikke sender forslag ind efter mandag kl. 15.00. Det giver luft både til at lave forslagene og til, at andre får dem læst. Selvfølgelig kan man stille ændringsforslag i salen – den ret har alle jo – men dem, man ved, man vil stille, bør sendes tidligst muligt.

Selve dagsordenspunkterne gav naturligt grobund for en debat om de afgørelser, vi kommunalt træffer på socialområdet. Hjørring Kommune træffer over 15.000 afgørelser årligt – blot 0,3 pct. påklages.
Hvordan opfattes det i grunden?

Først og fremmest kan man jo læse om kritik ud fra enkeltsager på bl.a. sociale medier. Dem skal jeg ikke kommentere på. Jeg kan dog se, at det er svært både at være den ansatte, der skal følge loven, forvalte korrekt og føle en frygt for telefonaflytning m.v. Det er usundt og utrygt for de ansatte – dem har vi som byråd også ansvaret for.

Lovgivningen gør, at man skal igennem en form for afklaring – et kortere eller længere forløb – for at modtage en varig, muligvis livslang social ydelse. Det synes jeg grundlæggende er fair. Men hvornår er nok nok? Det er et centralt og svært spørgsmål, for i dag skal man arbejde lidt, få ugetimer, hvis man kan.

Det at bidrage til samfundet har betydning for de fleste; blot få timer ugentligt giver en større selvværd, og det understøtter vores behov for arbejdskraft – om vi kan lide det eller ej. Omvendt skal vi også passe på borgerne og anerkende, at nogle borgere ikke er i stand til at være i beskæftigelse overhovedet. Balancen er svær.

Hjørring Kommune brugte i 2025 godt 460 mio. kr. på driften af vores skoler, men udbetalte over 500 mio. kr. på førtidspension.

Det er mange penge – det må vi bare erkende. Omvendt skal økonomi ikke afgøre, om en borger skal tildeles en social ydelse; det skal lovgivningen naturligvis. Den seneste tids debat viser klart problemstillingerne – de er vigtige at drøfte, men gerne i overordnet form frem for ud fra enkeltsager. Og så skal tonen være ordentlig – det synes jeg, det lidt kniber med.

Desuden skal man også huske, at udtaleretten er ulige. En borger kan sige, hvad vedkommende vil; det kan og må “systemet” ikke.

Og – jeg kunne skrive meget mere – men plakattiden er over os!