Foråret spirer, og det samme gør gymnastikken. De første to weekender i marts forvandles Hjørring til et sandt gymnastikcentrum, når Bagterp Gymnastikforening og DGI Nordjylland inviterer til fire dages opvisningsfest i Park Vendia Hallen.
Mere end 3.200 gymnaster fordelt på hele 83 hold indtager gulvet, når DGI-opvisningen løber af stablen den 6.-8. marts. Weekenden efter, lørdag den 14. marts, fortsætter festen med 14 lokale hold med ca 675 ved Bagterp Gymnastikforenings store lokalopvisning.
Kort sagt: Der er garanti for gymnastikfest i Hjørring to weekender i træk.
Kulminationen på en hel sæson
Opvisningerne er højdepunktet på en lang vinters træning. Det er her, det lille barn genert vinker til mor og far fra gulvet. Det er her, de unge springere giver den fuld gas på bane og trampolin. Og det er her, rytmegymnasterne bevæger sig elegant og udtryksfuldt til musikken.
Med fanerne hævet og sommerfugle i maven går holdene stolt på gulvet. For hvert eneste hold er opvisningen sæsonens absolutte højdepunkt og publikum kan se frem til smil, energi, imponerende spring og masser af klapsalver.
Kæmpe DGI-opvisning 6.-8. marts
I weekenden 6.-8. marts inviterer Bagterp Gymnastikforening i samarbejde med DGI Nordjylland til en af landsdelens største gymnastikbegivenheder. Publikum kan opleve en bred vifte af dygtige hold fra efterskoler og landsdelshold til lokalforeninger
Tidspunkter:
Fredag kl. 17.00-22.30
- Lørdag kl. 9.00-20.40
- Søndag kl. 9.00-16.00
Fanerne bæres ind fredag kl. 17.00 og ud igen søndag kl. 16.00.
Entré:
- Voksne: 70 kr.
- Børn 4-12 år: 35 kr.
- Børn under 4 år: Gratis
Programmet kan ses i appen DGI Gymnastik eller på DGI’s hjemmeside.
Foto: Privat.


