Af Anders Hansen
Vitskølklostervej 38
9800 Hjørring
Jeg har altid set det som en selvfølge at stemme. Det er en ret, som mange før os har kæmpet for. Men jeg må være ærlig: Det bliver sværere.
Ikke fordi jeg har mistet troen på demokratiet. Men fordi jeg igen og igen oplever kandidater, der ikke fremstår troværdige. Vi ser det gentagne gange. Store ord. Klare udmeldinger. Og kort tid efter noget helt andet.
Tag Morten Arvidsson fra Moderaterne. På valgnatten og i dagene efter var det et klart og tydeligt farvel til politik. I interview med TV2 Nord lød det som et definitivt nej tak. Senere på aftenen kom en video på hans egen Facebook-side og rettede hård kritik mod valgets forløb og at det var synd for ham. Han satte et meget tydeligt og klart punktum. Alligevel stiller han nu op igen.
Hvad skal vi som borgere tænke? At ord ikke betyder noget? At klare meldinger kun gælder, indtil de ikke gør længere? Er det blot bekvemt at skifte holdning, når opmærksomheden og prestigen igen kalder? Det er præcis den slags forløb, der slider på tilliden.
Og så er der sagen i Hjørring, hvor borgere i forbindelse med anlæggene ved Smidstrup og Rakkeby har følt sig utrygge og dårligt informeret. Her nævnes Søren Homann fra Det Konservative Folkeparti i forløbet. Han var sammen med forvaltning bekendt med flere problemer, men valgte at tie.
Uanset forklaringer står følelsen tilbage: Manglende åbenhed. Manglende rettidig handling. Manglende respekt for de mennesker, det handler om.
Og det er netop her, tvivlen vokser.
Når vi gentagne gange ser kandidater, der ændrer kurs markant eller undlader at være åbne om alvorlige forhold, så begynder man at spørge sig selv: Er det her virkelig det bedste, vi kan præstere?
Det er ikke en kandidat eller to som alene, skaber min tvivl. Det er mønstret. Følelsen af, at udmeldinger kan være bastante den ene dag og glemt den næste. At løfter og principper bøjes, når det passer den enkelte kandidat eller parti.
Troværdighed er ikke noget, man kan kræve som politiker. Det er noget, man skal bevise – igen og igen – gennem handling.
Jeg har aldrig før overvejet at blive hjemme på valgdagen. Men jeg kan mærke, at frustrationen fylder mere end begejstringen. For hvorfor gå ned og sætte sit kryds, hvis man bagefter står med følelsen af at være blevet taget ved næsen?
politikerne vil have vores stemme, må de forstå én ting: Vi glemmer ikke. Vi lytter. Og vi forventer ærlighed.
Ellers risikerer de, at det ikke bare er tilliden, der forsvinder – men også lysten til at stemme.
