Søndag den 29. marts sparkes forårssæsonen i gang, når der for allerførste gang i år afholdes Veterantræf i Tårs. Arrangementet finder sted fra kl. 13.00 til 15.00 – eller indtil sidste køretøj har forladt pladsen – ved Trafikkiosken Tårs, hvor Anna Skov Nielsen igen lægger plads til det populære træf.

Som traditionen byder, luftes de smukke veterankøretøjer, men i år åbnes der også op for klassiske biler. For hvem siger egentlig, at charme kun følger med rynker? Besøgende kan derfor se frem til god stemning, gamle klenodier, spændende specialbiler og masser af hyggesnak, grin og blankpoleret nostalgi. Arrangementet er for både entusiaster og nysgerrige – og for alle, der holder af biler med historie og sjæl.

Veterantræf i Tårs bliver fremover afholdt sidste søndag i hver måned, med første træf den 29. marts. Arrangørerne opfordrer allerede nu til at sætte kryds i kalenderen.
Tag naboen, kammeraten, svigerfaren – og bilen, der nægter at gå på pension – med, og vær med, når foråret endelig tør vise sig i Tårs.
Der følger et mere detaljeret opslag, når vi nærmer os – og arrangementet må meget gerne deles.


