Selvom den 2. lørdag i august kan synes et godt stykke ude i fremtiden, er styregruppen bag Hirtshals Veterantræf allerede i fuld gang med planlægningen af dette års store event, som foregår lørdag den 8. august.
Igen danner Hirtshals midtby og Vesthavn rammen om det populære veterantræf. Træffet er et fælles initiativ mellem Hirtshals Handel & Erhverv og Hirtshals Turisme, og gennem årene har det udviklet sig til et event, der fylder store dele af midtbyen og fra 2025 også på Vesthavnen nedenfor Trappen.
Også i år forventer arrangørerne flere end 400 køretøjer og over 4.000 tilskuere.

– Veterantræffet er blevet en fast tradition i Hirtshals, hvor både lokale og gæster samles om interessen for klassiske køretøjer. Vi glæder os til endnu en dag med masser af liv i byen og på havnen, lyder det fra styregruppen, som består af Claus Neve Olsen, Per Martensen, Tommy Høj og Laila Zielke.
Tilmeldingen for køretøjer åbner i påsken – nærmere bestemt Skærtorsdag den 2. april – så har man et køretøj med mere end 25 år på bagen og som fortjener beundrende blikke, så kan tilmelding foregå på www.hirtshals-veteran.dk

Tommy Høj står for at koordinere tilmeldingerne til træffet.
– Vi ved fra tidligere år, at pladserne er efterspurgte, så vi opfordrer interesserede udstillere til at sikre sig en plads i god tid, siger han.
Alle typer køretøjer kan deltage i træffet – lige fra knallerter og motorcykler til biler og campingvogne, traktorer og militære køretøjer. Det eneste krav er, at køretøjet er minimum 25 år gammelt.
– Både den toprenoverede 50’er-flyder og den let rustne Puch Maxi er hjertelig velkommen. Det vigtigste er passionen og lysten til at vise sit køretøj frem og dele interessen med andre, slutter arrangørerne.
Veterantræffet forventes igen at skabe en festlig dag i Hirtshals med klassiske køretøjer, underholdning og masser af besøgende i midtbyen og på Vesthavnen.


