Med forårets særudstilling byder Dorte Visby velkommen indenfor i galleriet til værker af billedkunstner Kirsten Hagelskær og keramiker Bente Østergaard Sørensen.
Naturen spiller en afgørende rolle i både Kirsten Hagelskærs og Bente Østergaard Sørensens kunstneriske univers, men den kommer til udtryk på forskellige måder. For Kirsten Hagelskær er især skoven et livslangt omdrejningspunkt.

Hun er vokset op tæt på naturen, og barndommens oplevelser af lys, stilhed og ro har sat varige spor i hendes kunst. Naturen fremstilles som en selvstændig kraft – hverken god eller ond – der eksisterer uafhængigt af mennesket. I skoven opleves det filtrerede lys mellem træerne og tågen, der opløser omgivelserne og skaber en meditativ, næsten guddommelig tilstand, hvor tiden synes at forsvinde. Her kan mennesket finde nærvær og indre ro.

rensen. Foto: Visby.
Hos keramiker Bente Østergaard Sørensen er det særligt kystlandskabet omkring Aarhus og Vesterhavet, der danner grundlag for hendes formsprog. Hun lader det skiftende lys, vinden og havets bevægelser afspejle sig i sine værker, som rummer både råhed og skrøbelighed.
Gennem arbejdet med ler, sand, grus og vulkansk aske – ofte indsamlet i naturen – integrerer hun landskabets materialer direkte i sine keramiske former. Eksperimenter og gentagne brændinger skaber uforudsigelige overflader og farver, hvor det kontrollerede møder det tilfældige.
Fælles for de to kunstnere er en dyb respekt for naturens egen kraft og en stræben efter at formidle dens sanselige og nærværende kvalitet i deres kunst.
Særudstillingen åbnes med fernisering fredag den 13. marts kl. 14–16, hvor begge kunstnere vil være til stede i Galleri Visby.
Udstillingen kan ses frem til den 10. maj.



