Hjerneugen 2026 i Hjørring Kommune byder på en række arrangementer blandt andet to inspirerende eftermiddage med fokus på hjernen, kroppen og fællesskabet.
Mandag den 9. marts klokken 15-17 handler det om Hjernen og naturen.
Deltagerne kan opleve, hvordan naturen kan hjælpe os med at finde ro, styrke nærværet og skabe bedre kontakt til kroppen. Deltagerne mødes ved CKU Vendsyssel på Elsagervej i Hjørring og går sammen gennem Sct. Knuds Kilde til Skytteskoven. Undervejs laves små øvelser – gående, stående og siddende.
Husk praktisk tøj efter vejret. Turen kræver, at du kan gå ruten. Undervisere: Katrine og Laust (Den Gode Modtagelse), Gitte (Helhedstilbuddet) og Ann (CKUV)
Tirsdag den 10. marts klokken 15-17 handler det om Genoptræning efter hjerneskade
Her kan deltagerne få indblik i, hvordan genoptræning kan foregå – og selv prøve nogle af øvelserne. Du kan også møde Jacob, som deler sin personlige rejse med genoptræning og deltagelse i fitnesskonkurrencen Hyrox sammen med fysioterapeut Maria fra FysioDanmark.
Mødestedet er Sundhedscenter Hjørring, hvor arrangørerne henter deltagerne på torvet. Undervisere: Ergoterapeut Sarah og fysioterapeut Cathrine.
Vores hjerne er helt fantastisk – kroppens mest forunderlige organ. I uge 11 markerer Hjernesagen sammen med en række samarbejdspartnere Hjerneugen, og i år er der fokus på kulturens kraft med temaet “Mellem ørene – kulturens kraft”.
Du kan på Hjernesagen.dk læse en stribe interviews med kulturpersonligheder fra Danmark – og under dem finder du en række arrangementer, som Hjernesagen er en del af og inviterer dig til at deltage i. God fornøjelse!


