Det tidligere møbelhus med mere mellem Rema 1000 og hovedvejen Vestergade i Sindal er snart fjernet for at give plads til flere parkeringspladser.
Det er Rema 1000 købmanden, Stefan Ottesen, der ejer bygningen, som også har rummet postbutik, farvehandel, databutik og meget mere.
Købmanden kan endnu ikke løfte sløret for den endelige plan – heller ikke tidsplanen – med sikkerhed. Han bekræfter dog over for NordsøPosten, at Rema 1000 butikken på adressen Ved Banen 5 i Sindal udvides og moderniseres.




60 år i år – Vestergade 11A og tressernes store byggeiver
I år kan vi markere et lille stykke Sindal-historie:
Det er 60 år siden, at bygningen i Vestergade 11A – opført som Sindal Bolighus – blev indviet i 1966. Et hus, der blev et symbol på en tid, hvor Sindal – ligesom resten af landet – tog store skridt fremad.
Tresserne: En tid med fart på
Det er svært i dag helt at forstå, hvor meget der skete i de år. Vi havde pissetravlt i trælastbranchen. Der blev bygget som aldrig før, og materialerne kunne knap følge med. Asbestplader var en mangelvare, og vores lastvogne stod i kø for at få fat i dem. Det var en anden tid – og en anden forståelse af, hvad der var “godt byggemateriale”.
På Trælasten fik vi indrettet en særlig plads til håndværkerne, hvor de kunne fremstille spær til de mange nye huse, der skød op overalt. Når spærene var klar, kørte vi dem ud til byggepladserne, hvor tømrerne stod klar på stilladserne for at tage imod.
Jeg tænker tit på, hvor mange unge tømrerlærlinge der i de år stort set ikke lavede andet end at renovere tage. Det var hårdt arbejde – men også en tid, hvor man lærte sit fag fra bunden.
Krag og det nye bolighus
Midt i denne byggeiver lod Snedkermester Ejler Krag sin nye bygning opføre i 1965/66. I Vores Rødder nr. 10 kan man læse, hvordan tiden krævede større udstillingslokaler, et større værksted – og derfor planerne om et helt nyt bolighus i Vestergade.
Men grunden viste sig at være fugtig, og et omfattende piloteringsarbejde måtte i gang. Det forsinkede byggeriet, men i 1966 stod huset klar, og forretningen skiftede navn fra E. Krags Møbelforretning til Sindal Bolighus.
Bygningen blev opført i to etager med 13 store udstillingsvinduer ud mod gaden og et samlet areal på ca. 1500 kvm. I kælderen indrettede man værksted og lager – moderne forhold for en moderne tid.
Kvalitet – og kun kvalitet
Snedkermester Krag var en af de store kunder hos Dybro Jørgensen A/S, hvor jeg var forvalter. Når Krag bestilte fyrretræ, vidste vi, at det skulle være uden knaster. Så måtte vi i gang med at sortere – ofte sammen med Krag selv. Han ville være sikker på, at vi havde forstået, hvad han mente. Og det havde vi. Eller… vi gjorde i hvert fald vores bedste, selv om skovens træer jo insisterer på at have grene.
Kongelig leverandør
Når jeg tænker tilbage, var Krag efterhånden blevet noget nær kongelig leverandør. Det var især Sindal-stolen, der havde de kongeliges interesse til sommerboligen i Trend.
– Vil man vide mere, har kustode John Bilde fortalt meget fint om både det kongelige og familien Krag i Sindal-bogen.
Da byen rystede
Og så var der byggeriet i “sumpen”. Når de bankede pæle på 10–12 meters længde ned i undergrunden, kunne vi mærke vibrationerne helt ovre på Trælasten – ja, faktisk i store dele af byen.
Det var tresserne i en nøddeskal: Man byggede stort, man byggede stærkt, og man byggede med ambitioner. – jo byen rystede, – men det var af PENG`
Efter 60 år bliver det historisk Bolighus fjernet fra jorden overflade – fremskridtet vinder altid.
Svend Høholt 3/2-26