Akvarelgruppens udstilling på Vendsyssel Kunstmuseum er først og fremmest en hyldest til akvarelmaleriet. Med udstillingen ønsker museet at vise den bredde i udtryksformer, som akvarelmaleriet rummer, og som gruppen kontinuerligt udforsker. Fra det spontane og eksperimenterende til det mere kontrollerede.
Akvarelgruppen på Vendsyssel Kunstmuseum blev initieret i 2003 af Helle Lassen. Til museets åbning i den tidligere Klædefabrik i hjertet af Hjørring så hun det nyetablerede kreative værksted, og her opstod idéen til Akvarelgruppen.
I samarbejde med Jørgen Ussing og Anna Studsholt blev projektet en realitet, og siden har gruppen mødtes månedligt i værkstedet. Her har de sammen skabt et fællesskab, præget af skaberglæde og fælles lyst til at fordybe sig i akvarelmaleriets mange teknikker og udtryksformer. Alt sammen båret af et højt humør og glæde ved samværet med hinanden.

Kernen i gruppens workshops er øvelser og eksperimenter, hvor alle arbejder ud fra samme oplæg. Øvelserne kan tage udgangspunkt i farvesammensætninger, en bestemt teknik, et motiv eller værker af kunstnere, der inspirerer gruppen. På den måde bliver arbejdet med akvarelmaleriet både en fælles og en personlig undersøgelse.
Udstillingen er en bred præsentation af medlemmernes værker og viser variation i udtryk og fortolkninger, der fremhæver gruppens faglige nysgerrighed, engagement og fællesskab omkring akvarelmaleriet, der i mere end 20 år har udfoldet sig i det kreative værksted på Vendsyssel Kunstmuseum.
Der er åbning på udstillingen fredag den 20. marts 2026 kl. 15 med velkomst ved museumsdirektør Sine Kildeberg og åbningstale ved arkitekt MAA Helle Lassen.
Der er fri entré til museet – alle er velkomne.
Udstillingen vises 21. marts – 17. maj 2026.


