Den nordjyske psykiatri har nu taget hul på et helt nyt kapitel, da Region Nordjylland den 12. marts kunne flytte de første 43 patienter med psykisk sygdom fra de gamle faciliteter på Mølleparkvej til Aalborg Universitetshospitals nye psykiatrihus i Hospitalsbyen i Aalborg Øst. Der var tale om patienter fra fire intensive og retspsykiatriske sengeafsnit samt Psykiatrisk Skadestue. Første patient blev flyttet kl. 8, og flytningen af den sidste patient var afsluttet kl. 12.10.
Alt forløb planmæssigt, og flytningen markerer starten på en ny æra for psykiatrien i regionen. De nye og moderne faciliteter giver patienterne forbedrede rammer, og samtidig tages der vigtige skridt i arbejdet med at integrere psykiatri og somatik, når eksempelvis den psykiatriske skadestue og den somatiske akutmodtagelse om kort tid kommer til at ligge side om side, fortæller hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen fra Aalborg Universitetshospital.
Ligesom ved flytningen af de første patienter med somatisk sygdom stod det canadiske firma Health Care Relocations for planlægning og logistik, og der var undervejs god assistance fra både Den Præhospitale Virksomhed, Hjemmeværnet og Nordjyllands Politi.
Nye rammer giver nye muligheder
Ved denne første flytning til det nye psykiatrihus er hele Retspsykiatrien flyttet, herunder de to sengeafsnit og Retspsykiatrisk Ambulatorium. Derudover er to intensive sengeafsnit i Almenpsykiatrisk Afdeling samt Psykiatrisk Skadestue flyttet, ligesom Enhed for Selvmordsforebyggelse nu har fået nye rammer i Hospitalsbyen.
Her er der tale om nogle af de mest sårbare patienter, som ofte er indlagt i lange forløb. Personalet har derfor en vigtig opgave med at hjælpe dem godt på plads og skabe tryghed i de nye omgivelser. De opgraderede faciliteter forventes samtidig at give endnu bedre muligheder for behandling og pleje, fortæller sygeplejefaglig direktør Jytte Heidmann.
Patienterne på sengeafsnittene får nu enestuer med eget bad og toilet, og mulighederne for aktivering og rehabilitering er forbedret markant. Psykiatrihuset rummer blandt andet motionshal, fysioterapiområde, sanserum, indendørs motionsrum samt indre og ydre gårdhaver med aktivitetsmuligheder.
Psykiatrisk Skadestue er flyttet
Psykiatrisk Skadestue er ligeledes flyttet og kommer inden for få dage til at ligge dør om dør med den somatiske akutmodtagelse, som flytter til Hospitalsbyen søndag den 22. marts. Psykiatrisk Skadestue åbnede i de nye rammer den 12. marts kl. 7.
Det fysiske naboskab forventes at styrke sammenhængen i behandlingsforløbene for de patienter, som har behov for hjælp fra både psykiatrien og det somatiske beredskab. Lægefaglig direktør Søren Pihlkjær Hjorthøj fremhæver, at de nye muligheder kan skabe vigtige synergieffekter til gavn for patienterne.
Denne flytning er den første af i alt fire til det nye psykiatrihus. Næste flytning finder sted den 20.–21. april, hvor patienter fra de åbne sengeafsnit på Brandevej flyttes til Hospitalsbyen.
Yderligere informationer: De nye psykiatribyggerier
Der er opført to nye psykiatribyggerier i Hospitalsbyen, som tages i brug over det kommende halve år.
Etape 1, som de første patienter flyttede ind i den 12. marts, havde første spadestik den 1. marts 2018. Byggeriet rummer Retspsykiatrien, almenpsykiatriens intensive sengeafsnit, Psykiatrisk Skadestue og Enhed for Selvmordsforebyggelse. Herudover findes der musikterapi, sanserum, træningskøkken, styrketræningsrum, motionsrum og motionshal.
Etape 2, som havde første spadestik den 8. februar 2023, kommer til at rumme de øvrige voksenpsykiatriske sengeafsnit, Børne- og Ungdomspsykiatrien, et nyt spiseforstyrrelsesafsnit samt en Hospitalsskole for indlagte børn i både psykiatrien og somatikken. Derudover indrettes der blandt andet faciliteter til ECT-behandling, terapi‑ og socialrådgiverfunktioner samt psykiatriske forskningsenheder.
Foto: Region Nordjylland.

Nye rammer giver nye muligheder
Psykiatrisk Skadestue er flyttet

