Et mål dybt inde i overtiden gav alle tre point til gæsterne fra Brøndby IF, da Fortuna Hjørring søndag åbnede slutspillet i A‑ligaen hjemme mod holdet fra Vestegnen med et 1-2-nederlag.
Inden kampen blev Fortunas Ashley Riefner hyldet for sin kamp nummer 100, og Laura Frank modtog en babygave og en buket blomster, fordi hun er i lykkelige omstændigheder – og derfor ikke længere indgår i truppen.
Lauras plads i midterforsvaret blev overtaget af svenske Sara Olai, som dermed fik ligadebut for Fortuna Hjørring, mens Signe Carstensen – der skiftede fra netop Brøndby i vinterpausen – fik comeback på højrekanten.
Første halvleg forløb, som en klassisk sæsonpremiere ofte gør: Kampen bølgede frem og tilbage, dog med et overtag til Brøndby, hvor Hafrun Rakel Halldórsdóttir bragte gæsterne foran med et fladt og velplaceret spark efter godt 20 minutters spil.
I anden halvleg var hjemmeholdet spilstyrende, og i det 71. minut kom en fortjent udligning, da Fortunas angriber Florentina Olar sendte et drømmehug ind fra kanten af feltet i venstre side.
1-1 havde – set over hele kampen – været et fair resultat. Men i stedet blev et Fortuna-boldtab langt inde i overtiden omsat til et Brøndby-mål af Lilli Haltunen. Dermed haler Brøndby nu ind på Fortuna i tabellen med 27 point, mens Fortuna med sine 29 point har fire point op til HB Køge på førstepladsen.

Anfører Florentina Olar var tydeligt skuffet efter kampen:
– Jeg ville hellere end gerne have omsat mit mål til et point, og jeg kan slet ikke glæde mig over at have scoret, når vi som hold taber. Vi må lære af det her og så kæmpe os videre, sagde Olar.
Cheftræner Lene Terp havde følgende analyse:
– Brøndby var klart bedst i første halvleg, mens vi er bedst i anden. Vi formår desværre ikke at omsætte de mange chancer, vi skaber, til mål, og så forærer vi til sidst Brøndby en ærgerlig mulighed, som de udnytter.
Fortunas næste kamp er den 24. marts på udebane mod AGF.

Fakta
Fortuna – Brøndby 1-2
Mål:
0-1: Hafrun Rakel Halldórsdóttir, 23. minut
1-1: Florentina Olar, 71. minut
1-2: Lilli Haltunen, 92. minut
Advarsler:
14.: Dajahn Hashemi Ghermezi
Fortunas opstilling (4-4-2):
Andreea Paraluta – Tilde Johansson, Tila Peltonen, Sara Olai, Miyu Takahira – Signe Carstens (59: Rie Skotte), Sarah Dyrehauge, Nikoline Nielsen, Florentina Olar – Ashley Riefner (75: Samantha Kühne), Risako Watanabe (75: Lumi Kostmayer)
Tilskuere: 338


