Michael Vajhøj (V): Hvornår er man dansk?

Flæskesteg, frikadeller og rugbrød. Mon ikke det kræver andet og mere end glæden ved det, for at kunne kalde sig dansk?

Danmark er et af de eneste lande, der ikke har en officiel nationaldag, hvor vi kunne fejre det særligt danske. Mange af os vælger derfor at se Grundlovsdag, som Danmarks nationaldag – og Grundlovsdag er derfor også altid en god lejlighed til at rette fokus mod det, der samler os som folk.

Tilbage i 2015 havde jeg fornøjelsen af, sammen med min gode bekendte; Peter Duetoft, at lave et Integrationsprojekt for aftenhøjskolen FOF Vendsyssel. Integrationsprojekt er nok så meget sagt, for målgruppen for vores lille undervisningsforløb var en gruppe af de mange spontane asylansøgere, der var kommet hertil i 2015 – og er man asylansøger, er ens anmodning om asyl i Danmark endnu ikke godkendt, og man er derfor ikke berettiget til at modtage integrationsfremmende ydelser.

Meget var (og er) Peter Duetoft og jeg uenige om politisk, vi har dog begge en brændende passion for demokratiet, dets udvikling og dets fremme. Vi var derfor også enige om, at vores sparsomme fritid nok ikke var helt skidt brugt ved at lave et ”Demokratisk oplysningsforløb” for denne gruppe.

Blev deres ansøgning om asyl imødekommet, ville de allerede have tilegnet sig indblik i det danske samfund.

Ville deres ansøgning blive afvist, kunne de tage den viden de havde fået med hjem og forhåbentligt være med til at udbrede en større og bedre demokratiforståelse i såvel Syrien som Eritrea.

Men hvad kendetegner egentligt det danske samfund og det at være dansk?

Peter og jeg er som sagt begge demokratifortalere, men demokratiet findes jo i mange lande. Hvad er den særligt danske vinkel? Vi blev hurtigt enige om, at ”Foreningsmennesket” er et grundlæggende kendetegn på det at være dansk.

Dels har vi vores Grundlovssikrede ret til forene og samle os, og dels så er vi vist verdensmestre i at stifte foreninger. 1800-tallet kaldes ofte foreningstiden, og det er i dag svært at sætte mere end to mennesker med en fælles interesse sammen før de pludselig har dannet en forening.

Med foreningerne kommer medlemsdemokratiet, og med foreningerne kommer den demokratiske dannelse, jeg vil påstå, er typisk dansk.

Her finder vi frisindet i accepten af andres synspunkter. Vi finder forståelsen for storsindet i form af mindretalsbeskyttelsen. Hvem gider være en del af en forening, hvor flertallet blot tryner en?

Her finder vi ligestilling på tværs af køn, religion og seksuel overbevisning. Og her finder vi frivilligheden – det at vi gør noget for os selv og andre, uden nødvendigvis, at få noget til gengæld.

Alt sammen noget vi bryster os af, når vi fremhæver det at være dansk.

Foreningslivet endte netop også med at være én af 10 værdier i Danmarks Kanonen, Bertel Haarder som Kulturminister stod i spidsen for at søsætte i 2016.

…og som en lille krølle på halen, så endte vores lille fælles ”Integrationsprojekt” eller ”Demokratiske oplysningsforløb” med at vinde Højskolernes pris i 2016 med et par rosende ord fra netop Kulturministeren.

Hvorvidt du som jeg elsker flæskesteg, frikadeller og rugbrød, må du helt selv om. For mig handler det at være dansk om, hvad vi kan forenes om som folk, fremfor hvad der kan splitte os.

”Hvornår er man dansk?” Det er man, når man er et foreningsmenneske.

Glædelig Grundlovsdag!