Af Morten Arvidsson
Folketingskandidat
Moderaterne
Nordjylland
Omkring hver tiende nordjyde oplever ensomhed.
Det er mange mennesker.
Måske tænker du ikke over det i din hverdag.
Men du kender helt sikkert én, der sidder lidt for meget alene.
Og måske har du selv prøvet det.
For ensomhed handler ikke kun om at være alene.
Det handler om ikke at høre til.
Som træner har jeg lært én ting:
Et hold fungerer kun, hvis alle er med.
Nogle scorer målene.
Nogle skaber pladsen.
Nogle holder sammen på holdet.
Men hvis én falder ud – så kan det mærkes.
Ikke bare for den enkelte.
Men for hele holdet.
Sådan er det også i vores samfund.
Når mennesker står udenfor fællesskabet, mister vi noget.
Ikke kun for dem – men for os alle.
Vi taler ofte om sundhed som noget fysisk.
Men ensomhed er mindst lige så alvorligt.
Den påvirker vores mentale trivsel.
Vores livskvalitet.
Og i værste fald vores leveår.
Alligevel er det et område, vi alt for ofte taler for lidt om.
For fællesskaber opstår ikke af sig selv.
De skal skabes.
Støttes.
Og holdes i live – hele livet.
Fra den nære familie.
Til skole og uddannelse.
Til arbejdsliv og fritid.
Og senere i livet, hvor mange oplever noget af det sværeste:
At fællesskabet ændrer sig.
Venner falder fra.
Relationer bliver færre.
Og pludselig skal man finde nye måder at høre til på.
Det er ikke let.
Men det er nødvendigt.
Derfor skal vi tage ensomhed langt mere alvorligt – også politisk.
Ensomhed koster ca. 400 mennesker livet hvert år i Danmark – knap 600.000 sygefraværsdage og samlet samfundet ca. 7,5 mia. kr.
Tænk hvad vi kan få af fællesskab og livskvalitet for 7,5 mia. kr. om året.
Der findes heldigvis mange gode initiativer.
I Ældre Sagen.
I foreningslivet.
I lokale fællesskaber over hele landet.
Men vi skal have flere med.
Og vi skal gøre det lettere at være en del af et fællesskab – også hvis man står udenfor i dag.
Det kræver, at vi tænker fællesskab ind som en del af vores sundhed.
Ikke som noget ekstra.
Men som noget grundlæggende.
For når mennesker føler sig set, mødt og inkluderet, så vokser de.
Det gælder børn.
Det gælder voksne.
Og det gælder ældre.
Det er også en del af det, jeg kalder KRAMMES.
For ensomhed er ikke bare et socialt problem.
Det er et sundhedsproblem.
Og hvis vi vil have flere gode leveår, skal vi tage det alvorligt.
Som træner har jeg altid arbejdet for at få alle med på holdet.
Ikke kun de bedste.
Men alle.
For det er fællesskabet, der skaber styrken.
Sådan bør det også være i vores samfund.
For ingen skal stå alene.
Og vi kan alle gøre en forskel.
Måske starter det bare med, at du ser én, der ikke bliver set.
Og siger hej.
