Det lå allerede fast før sidste spillerunde i Gjensidige Kvindeliga, at spillerne fra Fortuna Hjørring i denne sæson skulle have en anden type metal om halsen, end de plejer at få.
Det nordjyske mandskab har nemlig ikke for alvor været en del af mesterskabskampen, som har stået mellem HB Køge og Brøndby IF, og Fortuna måtte dermed tage til takke med en tredjeplads og bronzemedaljer – klubbens dårligste placering siden 1992.
Siden det seneste sæt bronzemedaljer har Fortuna vundet det danske mesterskab 11 gange og fået sølv 17 gange.
Inden Fortuna-spillerne fik bronzemedaljerne, mødte de lørdag FC Nordsjælland på hjemmebane, og de nordjyske kvinder endte med at slutte sæsonen af med et stort nederlag.
Fortuna Hjørring, som måtte undvære fem spillere, der var ude på grund af coronavirus, tabte med hele 5-0. Den tidligere Fortuna-topscorer Camilla Kur Larsen bragte gæsterne foran efter en halv times spil.
Ianden halvleg scorede FC Nordsjælland, der har den tidligere og kommende Fortuna-træner Brian Sørensen som cheftræner, fire mål mere.
Kilde: TV2 Nord.