Hjørring Syd bliver i de kommende uger centrum for fodboldglæde, fællesskab og store oplevelser, når Bagterp IF afvikler ikke bare ét, men tre markante fodboldevents allerede i forsæsonen. Bag initiativet står Tobias Ørtoft, Marie Vestergaard, Mads Westergaard og Louise Hviid, som har været drivkræfterne bag at hente arrangementerne til klubben.
Allerede den 28. marts fyldes banerne i Bagterp IF, når Bones Cup løber af stablen. Hele 150 hold deltager i turneringen, der forventes at samle flere hundrede spillere og familier til en dag, hvor anlægget forvandles til et levende samlingspunkt for fodbold i Nordjylland.
Turneringen er skabt i samarbejde med Bones og støttes af en række sponsorer, som sikrer, at alle deltagende spillere kan gå hjem med goodiebags – et tiltag, der allerede har skabt stor begejstring blandt deltagerne.
Bagterp IF får dog kun lige lov at trække vejret en kort stund, da klubben allerede dagen efter afholder standerhejsning for alle børnehold, hvor både nye og ”gamle” medlemmer er velkomne. Dagen afsluttes med fælleskage og saftevand. Man skulle tro, at det herefter var tid til påskeferie – men nej.
Fra mandag den 30. marts til onsdag den 1. april afholder Bagterp IF Påskecamp. En påskecamp, der er lavet i samarbejde med DGI og sponsoreret af Rema 1000. Tre dage fyldt med fodbold, glæde og fællesskab på tværs af årgange, køn og klublogo.
Blot få uger senere, den 19. april, skriver Bagterp IF igen historie, når klubben som den første får lov til at afholde Pigefodboldfestival i Nordjylland. Interessen er stor, og tilmeldingerne strømmer ind.
Festivalen har fokus på fællesskab, trivsel og sociale relationer og byder på meget mere end fodboldkampe. Deltagerne kan blandt andet lave holdskilte, designe fodboldkort, tage fælles fotos og besøge en glamstation. Der uddeles også spurtpræmier for blandt andet bedste heppekor, mest omsorgsfulde spiller og dagens bedste grin.
Arrangementet får desuden besøg af kvindelige forbilleder, herunder boldjongløren Sofie samt spillere fra Fortuna, som skal inspirere pigerne både på og uden for banen.
Bagterp IF arbejder samtidig på at sikre goodiebags til alle deltagere ved festivalen og søger fortsat sponsorer, der ønsker at være med til at skabe en helt særlig dag for pigerne og styrke fællesskabet i lokalområdet.
Ønsker din virksomhed at blive en del af denne unikke mulighed og samtidig støtte næste generation af pigefodboldspillere, kan Marie Vestergaard kontaktes for information om sponsorater.
Med tre store arrangementer på kort tid cementerer Bagterp IF sin rolle som en aktiv og ambitiøs klub, der formår at samle mennesker om fodbolden – og samtidig sætte Hjørring tydeligt på det nordjyske fodboldkort.


