Af Agnes Cecilia Tvilling-Sloth
Elev på Hjørring Gymnasium
Grundskolen har – og vil altid have – den store udfordring, at den aldrig vil kunne imødekomme alle børn præcis, som de har behov for.
Nogle børn vil altid opleve at blive overstimuleret af skolemiljøet.
Andre vil opleve, at de er understimulerede.
Jeg begyndte selv min skolegang i en klasse med syv andre elever på en lille privatskole. Det var trygt, ja, men vi var også i en situation, hvor undervisningsdynamikken blev underlig, når vi var så få.
Derfor havde vi ofte timer med 1. klasserne og til tider 2. klasserne – og det var faktisk her, vi alle havde det bedst.
Der var flere fællesskaber, man kunne melde sig ind i, og flere forskellige lege, man kunne deltage i. Selvom vi var de mindste mennesker, havde vi stadig vores egne behov og interesser – og hurtigt kunne man spejle sig i andre, også fagligt, fordi der var “en gruppe” til alle.
Jeg er bange for, at lilleskolen vil umuliggøre forskellige sociale bobler i indskolingen. I mit tilfælde var skolen så lille, at der var plads til, at store og små kunne lege sammen.
Jeg havde i 4. klasse langt flere venner fra de ældre klasser, og havde jeg ikke haft mulighed for at søge andre end dem fra min egen klasse, tvivler jeg på, at jeg havde trives.
Jeg støtter, at klasseloftet generelt sænkes, men jeg mener, at fokus på en tolærerordning vil gavne mere i de små klasser end et klasseloft på 14. Min klasse – den eneste på min årgang – gik fra at indeholde 8 elever til 18 i løbet af min skoletid.
Uanset hvor mange vi var, kunne vi altid have brugt en lærer mere.
