Af William Haumann-Philipsen
2. G på Hjørring Gymnasium
Jeg er 2.g-elev på Hjørring Gymnasium. Jeg går i skole, afleverer opgaver og får karakterer. Jeg gør det, man skal – ikke det, jeg har lyst til. Det mest skræmmende er ikke presset. Det er, hvor normalt det i virkeligheden føles.
Vi har vænnet os til at leve vores liv efter en opskrift, vi ikke selv har skrevet. Uddannelse, karakterer, fremtid. Det hele har ligget klart lige fra vores fødsel, som et færdigt manuskript. Og de fleste af os spiller bare med på rollen uden at stille spørgsmål.
Vi er ikke ofre. Vi er blevet for komfortable. Vi er blevet født i en generation, hvor vi fra barnsben er blevet fortalt, at vi kan blive lige, hvad vi har lyst til.
Nyheder bombarderer os med holdninger og algoritmer, der fortæller os, hvad vi skal mene, før vi selv når at tænke. Kunstig intelligens gør nu arbejdet for os: den skriver vores tekster, finder vores svar, tænker vores tanker. Men hvis vi ikke selv tænker – hvad er vi så i virkeligheden?
Problemet er ikke systemet alene. Problemet er, at vi bare accepterer det.
Vi er blevet bange for at mene noget ærligt. Bange for at skille os ud. Bange for at lave fejl. Bange for at træde ved siden af.
Hvis demokratiet skal betyde noget ved folketingsvalget, kræver det mere end bare at sætte et kryds. Det kræver, at vi faktisk tør tage stilling. Ikke det sikre svar. Ikke det populære svar. Vores eget svar.
Det er på tide, at vi stopper med bare at følge med og begynder at tage ansvar for vores egne tanker og handlinger. At vi tør være uenige. Tør være ærlige. Tør være anderledes og ikke bare gøre og sige det, som “alle de andre”.
For hvis vi ikke selv tænker, er der altid nogen andre, der gør det for os. Og så er vi ikke frie – og bliver det aldrig. Så er vi bare stille. Uden sjæl.
