Da PostNord tidligere på året besluttede at nedtage de ikoniske røde postkasser som led i udfasningen af den traditionelle brevlevering, blev det omtalt som afslutningen på en æra.
De velkendte postkasser, der i generationer har været en fast del af gadebilledet, blev efterfølgende sat til salg til fordel for Danmarks Indsamling. Blandt dem, der greb muligheden, var det socialdemokratiske byrådsmedlem Martin Prentow. Og nu har han fået sit helt eget stykke danmarkshistorie hjem.
For Martin Prentow var beslutningen om at byde på en af postkasserne drevet af både nysgerrighed og nostalgi. Ifølge ham rummer den røde kasse minder, som mange danskere kan genkende. Altså en tid før e-mail, sms’er og sociale medier for alvor tog over. Til gengæld også en tid, hvor man ventede på posten i spænding.
Lokalpolitikeren beskriver selv, hvordan synet af den klassiske postkasse vækker billeder fra barndommen i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, som er en periode med den sidste generation, der oplevede livet uden det lynhurtigt internet, som i dag er en selvfølge. For Martin Prentow er postkassen derfor mere end blot et stykke metal, den er et symbol på en langsommere og mere håndgribelig kommunikationstid.
Hvor postkassen præcis skal stå i hjemmet, har han endnu ikke besluttet. Men ifølge Martin Prentow er der ingen tvivl om, at den skal have en plads, hvor den kan fortælle sin historie og måske få husets beboere og gæster til at stoppe op og huske den tid, hvor man ventede på breve i stedet for notifikationer.
Med tilføjelsen af den røde postkasse har han ikke blot sikret sig et stykke nostalgisk kulturarv. Han har også bidraget til en god sag, idet salget som nævnt støtter Danmarks Indsamling.


