Allerede ved de første par anløb med færinger i marts blev der iværksat en række initiativer hos Hirtshals Handel & Erhverv for at sikre en varm velkomst til gæsterne fra Færøerne.
Denne gang bliver der endnu mere travlt, når de 270 færinger en time tidligere end forventet, nemlig allerede kl. 10 søndag den 22. marts, ankommer med Smyril Lines færge Norröna til Hirtshals Havn.

Allerede før det første anløb i marts blev der sat gang i et bredt samarbejde på tværs af byens handelsliv, da færingerne ikke blot som tidligere er i transit, men har planlagt egentlige besøg i byen. Det har fået en lang række butikker og spisesteder til at holde åbent på de pågældende søndage, som var den 8. og 15. samt altså i morgen 22. marts, selvom de normalt holder lukket på netop den ugedag. Dermed får de mange gæster mulighed for at opleve havnebyens butikker og byliv i fuldt omdrejningspunkt.

Ifølge handelschef Per Martensen fra Hirtshals Handel & Erhverv viser initiativet nok en gang det stærke lokale sammenhold, der kendetegner havnebyen. Handelsstandsforeningen bakker op om at skabe de bedst mulige rammer for de mange besøgende og forventer, at de ekstra åbningstimer vil skabe liv i midtbyen og give et løft i synlighed over for internationale gæster.
Vejrudsigten lover godt vejr, hvilket bør give rig mulighed for et par aktive formiddagstimer for både lokale og gæster i Hirtshals.
Norröna afsejler kl. 14, hvilket betyder, at færingerne forlader midtbyen en times tid tidligere.
Allerede søndag den 29. marts kommer imidlertid et nyt, om end mindre hold fra Smyril Line.


