Af Helge Paulsen
Formand for Det Grønne Råd i Hjørring Kommune
Hjørringvej 396
9800 Hjørring
Man skulle tro at Hjørring Kommune – “Naturkommunen” med Naturmødet og et stort behov for at fremme turisme og bosætning – ville gøre alt for at sikre borgernes adgang til kommunens største aktiv, nemlig vores naturområder.
Men nej, desværre vil man hellere tækkes lodsejerne og hvis de ønsker at begrænse offentlighedens adgang, så hjælper man gerne til.
Vejen ind i Børglum Klosterskov har været en kommunal vej med offentlig færdselsret i mange, mange år. Løvenholm Gods der ejer skoven ønsker at begrænse færdslen mest muligt og har derfor opsat indkørsel forbudt skilte og en bom tværs over vejen. Danmarks Naturfredningsforening har klaget til kommunen over den ulovlige lukning, men det har blot ført til at kommunen har foreslået godsejerne at søge om nedlæggelse af vejen. Det har man gjort og kommunen planlægger nu at ændre vejens status så det bliver en privat vej der kan lukkes med bom.
Hvad kommunen vinder ved at genere borgerne på denne måde er et stort spørgsmål for vejen er ikke blevet vedligeholdt i mange år da den primært tjener som adgangsvej for de besøgende.
Til Hjørring Kommune
Vedrørende høring for Sagsnr. 05.01.22-G01-2-24
Indsigelse mod nedklassificering af del af Klosterskovvej.
Undertegnede Helge Paulsen, Formand for Det Grønne Råd i Hjørring Kommune støtter den af Danmarks Naturfredningsforening fremsendte indsigelse mod nedklassificering af del af Klosterskovvejen således at den fremtidigt ikke vil være åben for almindelig færdsel.
Hjørring Kommunes sagsbehandling har i denne sag været under al kritik. Trods flere henvendelser til Hjørring Kommune for at få vejen åbnet efter skovejerens ulovlige lukning gør kommunen intet, ud over at foreslå skovejeren at søge om nedlæggelse som offentlig vej (mail 29/1-2024).
Hjørring Kommune ønsker dermed at efterkomme skovejerens plan om begrænse færdslen i skoven mest muligt på bekostning af borgernes interesse i at opretholde en færdselsret de har haft i umindelige tider. Denne prioritering af godsejernes interesser i forhold til kommunens borgeres er dybt beskæmmende og kommunen opfordres derfor til at afvise forslaget om nedklassificering.
Med venlig hilsen
Helge Paulsen
Hjørringvej 396
9800 Hjørring
Formand of Det Grønne Råd i Hjørring Kommune
Dato: 18-03-2026
Til: Hjørring Kommune. Vej og Trafik
Vedrørende Høring for Sagsnr. 05.01.22-G01-2-24
Indsigelse fra Danmarks Naturfredningsforening mod nedklassificering af del af Klosterskovvej fra offentlig Kommunevej til Privat vej.
For Danmarks Naturfredningsforening er uhindret adgang til naturområder en mærkesag – det burde det også være for Hjørring Kommune, i særdeleshed med den vægt man lægger på et image som Naturkommune, fremme af bosætning og turisme. Alligevel planlægger man at afskære borgeres og turisters adgang til at køre i bil til centrum af Klosterskoven, hvorfra der udgår skovveje og stier med stor rekreativ værdi. Det er en ret som borgerne har haft lige så langt tilbage der kan fremsøges kortmateriale og den er særligt vigtig for ældre og gangbesværede der ad kommunevejen kan komme ikke bare til skovkanten, men ind i skovområdet.
Hjørring Kommune giver ingen egentlig begrundelse for hvorfor og hvad man ønsker at opnå med nedklassificeringen. Det kan ikke være økonomi, for vejen er så lidt vedligeholdt at motorkørsel kun kan ske med lav hastighed. Det har brugerne accepteret uden indsigelser fordi vejen primært har et rekreativt formål. I øvrigt må nedlæggelse efter Vejloven ikke alene være økonomisk begrundet, så hvad er det egentlig man ønsker at opnå med forslaget? Det eneste man skriver, er at det er ”På baggrund af en samlet trafikal vurdering”. Derudover henviser man til en række begrundelser fra ejeren af Børglum Klosterskov, Løvenholm Gods der ulovligt har spærret adgangen i flere år og trods flere henvendelser både direkte og til Hjørring Kommune har nægtet at fjerne den ulovlige spærring og skiltning. Det undrer os hvorfor man bare vil overdrage ejerskabet – hvad er fordelen ved afgivelsen for Hjørring Kommunes borgere og vil man modtage betaling for vejarealet fra Løvenholm Gods?
Hjørring Kommune fik allerede i 2023 henvendelse om spærring og ulovlig skiltning, men valgte intet at gøre til trods for at Vejlovens §136 hjemler mulighed for at lade politiet bistå med fjernelsen. Der har siden været adskillige henvendelser til kommunen uden man har handlet indtil man nu har valgt at belønne ulovlighederne ved at foreslå nedlæggelse som kommunevej og overdragelse af ejerskabet af vejen. Dette er uforståeligt og imod enhver retsfølelse. Hellere genere borgerne ved at fratage dem en færdselsret de har haft i mange år end at lægge sig ud med godsejerne. Hjørring Kommune foreslår at nedklassificere vejen fra Kommunevej til ”delvis privat fællesvej og privat vej” uden at angive hvilke strækninger der påtænkes som fællesvej og hvilke der påtænkes som privat vej, samt om der vil blive tinglyst ret til offentlig motorkørsel.
Børglum Klosterskov AS har gennem ejeren Løvenholm Gods, Auning fremført er række argumenter for at gøre vejen privat. Argumenter der bedst kan karakteriseres som usammenhængende, selvmodsigende og i flere tilfælde direkte ukorrekte.
- Man hævder at ”det giver mening at vejen er privat”. Vejen har været offentlig i umindelige tider og blot fordi man ejer arealer på begge sider af vejen så er det ikke en begrundelse for at man også bør eje vejen og have ret til at lukke den. Det danske vejnet ville blive ubrugeligt hvis det var normen.
- Man fremfører at ”vejen har karakter af skovvej”. Dette har ikke noget at gøre med vejens status. Vejene gennem Tornby Klitplantage til stranden (Rævskærvej), Hængebrovej til Uggerby Å og vejen gennem Bøgsted Plantage (Skovbovej) er også kommuneveje med grusbelægning og har som Klosterskovvejen primært rekreativ funktion. Ville Hjørring Kommune også her acceptere at lodsejerne opsatte bomme og lukkede vejene?
- Man fremfører at vejen fremstår i dårlig stand. Dette er korrekt, men vejen tjener primært et rekreativt formål. Derfor er det ikke ønskeligt at den er egnet til hurtig kørsel.
- Man hævder at der har været ”kæde/bom over Klosterskovvej på det pågældende sted siden 1960erne”. Dette er ikke korrekt. Der har været kæde/bom, skiltning og parkeringsplads ved afslutningen af kommunevejsstrækningen. Det er flyttet til den nye placering og der er opsat en ny bom og nye, ulovlige skilte. Det er disse forhold der har udløst klagerne over afspærring og skiltning.
- Man begrunder opsætningen af bommen med ønsket om at begrænse den motoriserede færdsel mest muligt. I så fald burde man have henvendt sig til Kommunen som ejer af vejen og ikke begå selvtægt ved selv at afspærre kommunens vej. Man hævder at man oplever ”store problemer med hasarderet motoriseret kørsel på vejen og på skovvejene”. Samtidigt beskriver man hvor dårlig vejen er. Som jævnlige brugere af vejen har vi aldrig oplevet dette og selv om det skulle forekomme så vil den opsatte bom ikke forhindre motorkørsel i skoven – hvis nogen skulle ønske det. Det ville så være en sag for politiet. Det er selvfølgelig positivt at man ønsker at beskytte ”skovens fauna og biodiversitet” mod forstyrrelser fra motorkørsel, men trafikintensiteten er trods alt så lav at det ikke kan være begrundelse for et egentligt forbud og man kunne f.eks. opsætte skiltning med en hastighedsbegrænsning på f.eks. 10km/time. Hvis trafikken havde været så omfattende at det var et problem, så kunne man omvendt hævde at vejen har stor trafikal betydning og derfor ikke bør nedlægges.
- Der er anlagt en vendeplads og parkeringsplads ved den nye bom, men den er langt mindre end ved den tidligere plads, hvor man yderligere havde mulighed for at holde langs vejen.
På baggrund af ovenstående skal Danmarks Naturfredningsforening – Hjørring anmode om at forslaget om nedklassificering afvises og at skovejeren pålægges snarest at fjerne den ulovlige bom og skiltning.
Med venlig hilsen
Arnold Simonsen
Forperson: for DN Hjørring
Link til relaterede dokument: Klosterskoven høring.



Os hos Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening kan tilslutte os kritikken. Det er oprindelig os der er anmelder, efter vi på en foreningstur blev forhindret adgang ved skovbrynet pga. bommen. Vi måtte derefter gå ind, og pga. flere ældre nåede vi faktisk blot til den gamle parkeringsplads før tiden var gået og vi måtte gå retur. Kan i øvrigt tilføje at vi som forening og part i sagen ikke mindes at være blevet hørt eller inddraget i sagen der nu er 4 år gammel. og i øvrigt skal sådan forhold lovliggøres øjeblikkeligt og derefter må man sagsbehandle. Kommunen glemte også oprindeligt at vejen faktisk var ejet af kommunen selv, det måtte anmelder gøre opmærksom på – det er altså for mange gentagende “fejl” i sag efter sag til man kan bevare tilliden.
Det er en uskik at især nye ejere ønsker at spærre gamle veje feks. Sejtrækvej i Uggerby, der har været brugt i århundrede. Ligeså ønskes der at der spærres for adgang til private skove med skræmmeskilte, som privat adgang frabedes eller lignende. for at gøre besøgende utilpasse. Hævd og love virker ikke, Landskabet lukkes for andre end ejerne. I stedet for burde man lukke op så vort lokalområde er til glæde for alle der bor i vor udkant. Selvfølgelig skal vandrende gæster opføre sig ordentligt og holde hunde i snor (også lige min dejlige hund) og tage affald med hjem.
Det er simpelthen ikke i orden, har boet tæt på i 36 år nu og brugt skoven meget, er dårligt gående så har nydt man kunne køre derud og gå en lille tur, førhen en skridttur på hesteryg i kanten af vejen