NordsøPosten har frem mod folketingsvalget bedt mindst én nordjysk kandidat fra hvert af de opstillingsberettigede partier svare på 5 spørgsmål af særlig interesse for os i Nordjylland. Denne gang er turen kommet til Anne Honoré Østergaard, som er folketingskandidat for Venstre.
1. Infrastruktur
Hvilke konkrete forbedringer vil du arbejde for i Nordjyllands infrastruktur – særligt når det gælder offentlig transport, veje og elektrificering af jernbanen?
– Infrastruktur er en hovedopgave, hvis Nordjylland skal udvikle sig. Det handler om gode veje og en kollektiv trafik, der også fungerer i de mindre byer. Men lige nu er der én udfordring, der overskygger det hele: elnettet. Virksomheder står klar til at investere og skabe arbejdspladser i Nordjylland, men får nej til strøm.
– Det bremser både vækst og grøn omstilling. Derfor skal udbygningen af elnettet være en topprioritet. Vi skal have fjernet flaskehalse og sikret, at kapaciteten følger med udviklingen. For ellers risikerer vi, at Nordjylland bliver hægtet af.
2. Sundhedsvæsenet
Hvordan vil du sikre hurtigere adgang til specialiseret behandling i Nordjylland, hvor lange transporttider og ventetider fortsat er en udfordring?
– Et velfungerende sundhedsvæsen er helt afgørende, og det er en af mine absolutte hovedprioriteter. Jeg sidder i regionsrådet og har arbejdet med sundhedspolitik i mange år. Derfor ved jeg også, hvor udfordringerne er i praksis. Ventetiderne er blevet for lange, og sammenhængen halter stadig for mange.
– Alt for mange, især i psykiatrien, venter alt for længe på hjælp. Når man endelig rækker ud, skal man mødes hurtigt og ordentligt. Det sker ikke i dag. Der er kommet flere praktiserende læger i Nordjylland de senere år, blandt andet i områder som Frederikshavn og Hjørring. Det er positivt. Men mange steder er vi stadig ikke i mål. Hvis vi skal lykkes, kræver det mere end planer. Det kræver, at vi tager ansvar for hele patientforløbet. Derfor vil jeg arbejde for langt bedre sammenhæng mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger, så mennesker ikke falder mellem to stole.
– Vi skal have et stærkere nært sundhedsvæsen, hvor hjælpen er tættere på. Og vi skal have mindre bureaukrati, så der bliver mere tid til mennesker. For mig er det helt enkelt: Ingen skal vente sig mere syg. Det er ikke bare en ambition. Det er noget, jeg vil arbejde for hver eneste dag.
3. Udfordringen med rekruttering
Hvad er din plan for at tiltrække og fastholde arbejdskraft i landsdelen – både i sundhedssektoren, skolerne og det private erhvervsliv?
– Hvis vi vil tiltrække og fastholde arbejdskraft, skal det være attraktivt at leve og arbejde i Nordjylland.
– Det handler om adgang til sundhed, gode skoler og ikke mindst arbejdspladser. Men det handler også om rammerne for virksomhederne. Alt for mange oplever i dag, at regler og bureaukrati spænder ben for udvikling. Det gælder især små og mellemstore virksomheder.
– Hvis vi gør det lettere at drive virksomhed og skabe arbejdspladser, så bliver det også lettere at få mennesker til at blive. For i sidste ende er det mulighederne i hverdagen, der afgør, hvor man vælger at bo.
4. Grøn omstilling i det åbne land
Hvordan vil du balancere hensynet til grøn energi (solceller, vindmøller) med hensynet til natur, naboer og lokalsamfund i Nordjylland?
– Den grønne omstilling er nødvendig, men den skal give mening lokalt. Alt for mange oplever i dag, at beslutninger bliver truffet hen over hovedet på dem. Det skaber modstand og mistillid.
– Derfor skal vi have bedre inddragelse og løsninger, der tager hensyn til både natur, naboer og lokalsamfund. Vi skal finde de placeringer, hvor det giver bedst mening.
– Ikke bare dem, der er lettest. Kun sådan får vi en grøn omstilling, der også holder i virkeligheden.
5. Udligning og lokal velfærd
– Vi skal sikre, at der også fremover er gode muligheder for at leve og arbejde i kommuner som Hjørring. Derfor skal udligningssystemet i højere grad tage højde for forskelle i befolkning og geografi. Men udligning kan ikke stå alene. Hvis Nordjylland skal udvikle sig, kræver det også vækst og arbejdspladser.
– Derfor hænger økonomi, erhvervsliv og velfærd tæt sammen. Og det er den sammenhæng, vi skal tage langt mere alvorligt.


