Af Anders Rydahl-Jensen

Hjørring
De grønne københavnerpartier vil gerne have afskaffet al svineproduktion i Danmark.
Fy for en skefuld af et snæversynet perspektiv.
Dansk landbrug står årligt for omkring 80 milliarder kr. af vores BNP, beskæftiger mere end 120.000 borgere og eksporterer for mere end 90 milliarder kr. årligt. Derudover har dansk landbrug siden 1990’erne nedbragt sit klimaaftryk med over 20 procent.
Dyrene har generelt set aldrig haft det bedre. Andelen af økologiske landbrug er steget til omkring 13 procent – et tal de røde regeringer fra 90’erne aldrig troede ville overstige 10 procent. Danske landmænd og landbrug arbejder hårdere end noget andet sted på kloden for at blive de bedste og dem, der er mest klimabevidste.
Skal alt dette sættes over styr, fordi partier i storbyerne har fået en fiks idé til en valgkamp? – selvfølgelig ikke!
Dansk landbrug er lige så meget kulturarv som Rundetårn. Vores nationalret er stegt flæsk med persillesovs for pokker – faktisk var 6 ud af 10 retter fra listen over bedst placerede nationalretter ved afstemningen i 2014 indeholdende svinekød.
Og hvad er alternativet… yderligere import? Vi importerer allerede over 160.000 tons svinekød om året. Import fra hele verden – EU, Amerika, Sydamerika, Asien. Vil vi hellere det?
I Kina har de netop opført deres andet svinehøjhus – højhuse/stalde på 26 etager. Her produceres 46.000 slagtesvin pr. etage om året. Det vil sige, at hver gris har ca. 0,3 kvadratmeter at gå på; det er halvdelen af, hvad danske slagtesvin har.
Hvert hus producerer hvert år 1,2 millioner slagtesvin, svarende til ca. 110.000 tons kød pr. hus – altså 220.000 tons svinekød. Mere end vi som land importerer fra hele verden. Det er knap 10 procent af den fulde danske produktion af svinekød på et etageareal på ca. 15.000 kvadratmeter – det er altså kun fordelt på to huse, og der er flere på vej.
Jeg må bare sige, at hvis det er fremtidens svineproduktion, så nej tak!
Lad os bevare den danske svineproduktion og det danske landbrug. De gør det godt, og vi skal støtte op om det. Så køb dansk, køb lokalt og tænk over, hvor du sætter din stemme på tirsdag.
Fortsat godt svinevalg.



de eneste der snakker om nedlukning af landbruget er landbruget selv. Lad os få et svinebrug vi kan være stolte af i stedet for lortet vi har nu
Jeg bor ikke i København og imorgen stemmer jeg for at grisene kan få bedre forhold og allerhelst at svineeksporten bliver lukket ned. Som menneske kan jeg ikke stå inde for de forhold de skal udholde og det vægter højere end alt andet i det her valg.