Af Anne Honoré Østergaard
Folketingskandidat ved FV26
Venstre
I løbet af valgkampen har jeg besøgt flere virksomheder i Nordjylland.
Fælles for dem alle er én ting: Det er ikke viljen, der mangler – det er systemet, der spænder ben.
Hos Fynbo Foods talte vi om den nye emballageafgift. Intentionen er god, men i praksis rammer den helt ved siden af. Glas bliver dyrere end plastik, fordi det vejer mere. Det betyder, at virksomheder risikerer at blive presset til at vælge mere plastik – selv om de i årevis har arbejdet for at gå den modsatte vej.
For virksomhederne handler det om meget store ekstra omkostninger. Og de ender ét sted: Hos helt almindelige danskere i supermarkedet. Hos Med24 så jeg en virksomhed i vækst. Men også her fylder regler og administration mere og mere. Og i Kornets Hus blev det meget konkret. Nye momsregler betyder, at noget så simpelt som et kursus nu er blevet svært at gennemskue.
Hvad er et kursus? Hvad er en oplevelse? Hvad er momspligtigt – og hvad er ikke? Når selv myndighederne har svært ved at give klare svar, så er der noget galt. Det er ikke bare bøvl. Det er politiske beslutninger, der rammer ved siden af.
Det er et mønster: Vi laver regler med gode intentioner, men vi gør dem så tunge, at de mister forbindelsen til virkeligheden.
Derfor skal vi have ryddet op. Mindre overimplementering. Mindre bøvl. Mere tillid.
Virksomhederne vil gerne. De skal bare have lov.
Og det er den retning, jeg vil arbejde for.


