Direktør i Erhverv Hjørring, Michael Vendelbo, lagde mandag morgen vejen forbi Sindal Trappen ApS, hvor virksomhedens ejere, Brian og Anita Jensen, havde inviteret ham på kaffe og en rundvisning.
Besøget udviklede sig hurtigt til en samtale om nogle af de mest presserende temaer for lokale virksomheder, som er arbejdskraft, lærlinge og unges vej ind i håndværksfagene.
Allerede ved ankomsten faldt Brian Jensen og Michael Vendelbo i snak om udfordringerne med at tiltrække kvalificerede medarbejdere og behovet for at få flere unge ind i erhvervsuddannelserne.
Ifølge Michael Vendelbo fylder netop disse emner meget i dialogen med virksomhederne i Hjørring Kommune.
Indblik i produktionen
Midt i den gode samtale foreslog Brian Jensen en tur gennem produktionen. For Vendelbo var det en kærkommen mulighed for at komme helt tæt på processerne og få “savsmuld under neglene”, som han selv formulerer det.
Rundturen viste en virksomhed i fuld aktivitet, hvor 12 medarbejdere arbejdede koncentreret og koordineret. En stod ved CNC-fræseren, en anden ved en drejebænk, mens andre var i gang med oprydning og finpudsning. Ifølge Vendelbo giver netop denne type indblik en værdifuld forståelse af de kompetencer, virksomhederne efterspørger.
Mangel på faglærte fylder
Tilbage på kontoret fortsatte snakken om arbejdskraft som det dominerende tema. For Anita og Brian Jensen er det afgørende at finde medarbejdere, der både har håndværksmæssig forståelse og lyst til at arbejde i en specialiseret produktion.
Vendelbo understregede efter besøget, at udfordringerne hos Sindal Trappen er langt fra enestående og bekræfter, hvor vigtig Erhverv Hjørrings indsats er:
“Det er livsnødvendigt for virksomhederne, at vi kan hjælpe dem med at finde de rette medarbejdere. Besøg som dette giver ny energi til at fortsætte arbejdet,” siger han.
Sindal Trappen har løbende behov for lærlinge og medarbejdere med interesse for træfag og maskinbearbejdning. Her peger Vendelbo på DM i Skills som en vigtig mulighed for at inspirere unge og skabe større opmærksomhed om håndværksfagene.
Virksomheden og Erhverv Hjørring deler håbet om, at Skills kan være med til at styrke rekrutteringen og sikre, at flere unge får øjnene op for de muligheder, der findes inden for lokalområdet og i det traditionelle håndværk.



Min bonussøn ville rigtig gerne arbejde hos Sindal Trappen, men transporten var dyrere en den løn han fik. Der er et problem.