Mandag markerede man hos i Hjørring et særligt jubilæum, da virksomheden fejrede 35-årige Saiful Bahri Razalis 10 år som medarbejder.
Historien bag jubilæet er langt fra almindelig og har gennem årene gjort Saiful Bahri Razalis til en central og højt værdsat del af produktionen.
Saiful Bahri Razali kom til Danmark som flygtning fra Indonesien og har nu boet i landet i to årtier. Han er uddannet maskinarbejder fra teknisk skole i Hjørring, og for ti år siden trådte han for første gang ind ad døren hos Vindunor.
Har været på næsten alle stationer
Kollegaer og ledelse var samlet i kantinen for at fejre dagen med tale og lykønskninger. Her blev der blandt andet gjort status over Saifuls rejse i virksomheden.
Han begyndte i produktionen og har siden arbejdet sig gennem stort set alle stationer: pressen, Kehleren, Conturexen, glasmontagen, maleriet og beslåningen. Med et smil bemærkede han selv:
“Jeg tror, det eneste jeg ikke har prøvet, er at håndsprøjte et vindue.”
Den brede erfaring har gjort ham til en medarbejder, der kan træde til, hvor der er brug for det – og en kollega, der forstår alle led i processen.

Drømmen om kontoret gik i opfyldelse
Allerede fra begyndelsen havde Saiful et mål om at arbejde sig ind på kontoret. Efter flere år i virksomhedens alu-afdeling gik ønsket i opfyldelse i 2024, da han blev en del af Produktion Teknisk Afdeling.
Her har han siden overtaget ansvaret som alu-ansvarlig, hvor han dagligt sikrer, at alt fra bestillinger til maskindata fungerer problemfrit og effektivt.
Ifølge virksomheden er netop hans tilgang til arbejdet en vigtig del af forklaringen på hans udvikling.
Saiful arbejder ud fra et motto, der har fulgt ham hele livet: hele tiden at blive bedre. Og ifølge Vindunor har den tilgang haft stor betydning for både hans faglige og personlige udvikling gennem årene.
Kollegaerne beskriver ham som en dedikeret, fleksibel og vellidt medarbejder, der bidrager til både arbejdsglæde og kvalitet.
Virksomheden understreger, at Saiful i dag er en af de medarbejdere, der binder produktion og teknik sammen i det daglige. De håber, at han vil fortsætte mange år endnu og ser hans historie som et eksempel på, hvad vedholdenhed og faglig stolthed kan føre til.
“Saiful er en værdsat medarbejder, og vi håber, han vil blive hos os i mange flere år,” lyder det fra direktør Henrik Sørensen hos Vindunor.


