A-ligaen etter, HB Køge, og toer, Fortuna Hjørring, tørner lørdag eftermiddag klokken 14:00 sammen på Nordenergi Arena.
Et rigtigt topbrag hvor hjemmeholdet i de grønne bluser inden kampen bare har to point op til førstepladsen, og derfor kan rykke forbi Køge med en sejr:
– Vi kigger ikke på tabellen men på modstanderen. Køge har et godt hold, der har styrket sig i vinter-pausen. Vi skal spille op til vores allerbedste for at vinde, siger Fortuna Hjørrings cheftræner, Lene Terp, der med en sejr over AGF på 2-1 i tirsdags har fået tanket selvtillid ind på holdet:
– Det var vigtigt med en sejr, men vi har stadig nogle ting, som vi skal arbejde med i både vores defensive og offensive spil. Vi laver mange ukoordinerede løb, og det skal der rettes op på.
Mod AGF startede Nikoline Nielsen og Sarah Dyrehauge på top af angrebet. Lene Terp har endnu ikke lagt sig fast på formationen mod Køge:
– Der er flere muligheder, som jeg lige nu overvejer. Det bliver først besluttet på dagen.
HB Køge har endnu sin første sejr til gode i den her sæson. Holdet har spillet uafgjort i begge kampe i A-ligaen og tilmeld også i semifinalen i pokalturneringen mod Brøndby i onsdags.
Ud over det sportslige inviterer Fortuna Hjørring i pausen til påskeæggejagt, hvor der er påskeæg til alle deltagere – og en lodtrækning om fem makeup lykkeposer til en værdi af 300,- fra Normal i Hirtshals. Der er også lodtrækning på kampprogrammet om et startnummer til Danacup Run.


