JMC Coatable fortsætter sin teknologiske og kapacitetsmæssige oprustning. Som det seneste skud på stammen har virksomheden investeret i et nyt, rullende sandblæseranlæg, der gør det muligt at rykke hurtigt ud og løse endnu flere specialiserede opgaver direkte hos kunden. Ifølge virksomheden selv er der ”nærmest ikke den opgave, vi ikke kan klare, og vi kommer gerne overalt og fixer problemerne”.
Med hovedbase i Hjørring og aktiviteter samt værksted på Hirtshals Havn arbejder JMC Coatable med alt inden for overfladebehandling: korrosionsbeskyttelse, sandblæsning, glasblæsning, laserafrensning og teknisk rådgivning. Virksomheden er en del af JMC Group Holding ApS og trækker på erfaring og faglighed, der går tilbage til 2017, hvor søsterselskabet JMC Limited begyndte at servicere krydstogtskibe og større kommercielle fartøjer globalt.

Det nye mobile sandblæseranlæg styrker netop den fleksibilitet, som JMC Coatable er kendt for. Med en arbejdsstyrke på 50–60 mand fordelt på projekter i både Danmark og udlandet har virksomheden allerede en stærk tradition for at kunne rykke hurtigt ud til opgaver i alle størrelser – fra fiskekuttere og notbåde til industrielle komponenter og større maritime installationer.
I 2025 overtog JMC Coatable det velrenommerede firma BHJ Coating på Hirtshals Havn, en opkøbsaftale der udvidede både kapacitet og specialkompetencer. Overtagelsen gjorde det muligt at fastholde og videreudvikle en lokal tradition for solidt håndværk, samtidig med at virksomheden har tilføjet et moderne teknologisk løft – blandt andet med etableringen af en ny glasblæsningshal til håndtering af rustfrit stål og andre følsomme materialer.
JMC Coatable arbejder ud fra et klart motto: “Vi skærer ikke hjørner – vi maler dem.” Det afspejler en udtalt dedikation til kvalitet, miljøhensyn og langtidsholdbare løsninger. Ifølge virksomhedens ledelse bliver der lagt vægt på ikke blot at udføre opgaverne, men også at optimere processer og tilbyde kunderne rådgivning, der forlænger levetid og reducerer udgifterne til reparationer over tid.
Med det nye mobile sandblæsningsanlæg cementerer JMC Coatable sin position som en af Nordjyllands mest fleksible og teknologisk opdaterede aktører inden for overfladebehandling. Uanset om opgaverne foregår på havne, værfter, virksomheder eller ude i felten, rykker teamet ud – klar til at løse problemerne, dér hvor de opstår.


