Et dusin rutinerede herrer mødes jævnligt i Lendum, iført gule veste, for blandt andet at holde byen pæn og ren.
De Gule Veste i Lendum er både et gode for byen og et gode for herrerne, som hygger sig og skaber et dejligt kammeratskab, som Hausgaard ville udtrykke det.
Et par af De Gule Veste er flyttet fra Lendum, og det forhindrer dem ikke i at møde op, når der kaldes til samling og arbejde. Da NordsøPosten mødte vestene på Soltorvet var et par stykker fraværende – med lovligt afbud!
De herrer arbejder frivilligt og ganske ulønnet i den gode sags tjeneste – at holdet byen ren og støtte op om nye initiativer og projekter. De finder i det store hele selv opgaverne, og det er ikke sådan, at man kan bestille dem til at komme og klippe hæk eller skovle sne.
De Gule Veste sørgede forleden for, at bænkene i byen og flagene ved indfaldsvejene kom på plads. De har også i byens kulturhus lavet skabe til opbevaring af service og monteret en projekter i loftet i den store sal.
Deres indsats har gennem mange år været meget værdsat også i forbindelse med deres opbakning til og arbejde med at sikre Lendum en dagligvarebutik – i dag Min Købmand. Også blandt andre idrætsforeningen LUGI har nydt godt af hjælpen.
Nordjyske Bank har sponseret vestene, som herrerne gladelig viser frem både forfra og fra den anden side.
– Vi er SÅ taknemmelige for de mange hjælpende hænder. Tak for jer, skriver borgerforeningen.
Du kan herunder læse mere om De Gule Veste i Niels Helvers glimrende historie for tre år siden i NordsøPosten.


