Sérgio Karelin Gonçalves kan nu kalde sig Master of Engineering med specialisering i bæredygtig akvakultur fra hos DTU Aqua ved Nordsøen Forskerpark i Hirtshals. Med sin afhandling har den nyuddannede ingeniør sat spot på en central, men ofte overset proces i moderne fiskeopdræt, som nemlig er proteinskimming.
Proteinskimming er en metode til vandrensning, hvor små luftbobler dannes i vandet. Når boblerne stiger mod overfladen, binder uønskede stoffer som partikler, affald og opløst organisk materiale sig til boblernes overflade og kan efterfølgende fjernes. Metoden er velkendt i større recirkulerede akvakultursystemer, men effekten kan variere markant afhængigt af udstyrets design og driftsforhold.
Det var netop disse variationer, Sérgio satte sig for at undersøge. I sin afhandling analyserede han, hvordan faktorer som temperatur, skimmerhøjde og strømningsretning påvirker effektiviteten af processen. Gennem målinger af både turbiditet og partikelantal dokumenterede han, hvordan ændringer i konstruktionen kan forbedre filtreringsydelsen.
Selve forsøgene blev udført på DTU’s campus, men forskningen har særlig relevans for små og mellemstore akvakulturenheder, heriblandt ferskvandsørredopdræt, hvor simple og energieffektive løsninger ofte er afgørende for driftens bæredygtighed. Studier som dette kan være med til at optimere vandkvaliteten og samtidig reducere både energiforbrug og driftsomkostninger.
Hos Sustainable Fisheries and Aquaculture – DTU glæder man sig over endnu en dimittend, der kan bidrage med ny viden til en sektor i hastig udvikling.
Tillykke til Sérgio Karelin Gonçalves med graden og det solide forskningsarbejde i Hirtshals.
Link til relateret artikel
Norske akvakulturstuderende på lærerrigt besøg hos Flume Tank North Sea i Hirtshals


