Af Peter Duetoft
Medlem af Hjørring Byråd
Socialdemokratiet
Sindal
Vi stod med ryggen mod et træ. Det var heldigt, for ellers var vi blevet revet omkuld af de mange hundrede tusinde mennesker, der omgav os. Fest, glæde og farver prægede aftenen. Til venstre for os lå den gamle Tyske Rigsdag med al dens historie om Weimar Republikken, Rigsdags branden og genskabelse af det tyske demokrati.
Lige foran stod Brandenburger Tor. Den gamle byport på hvis top, firspandet med ”fredens gudinde” er placeret. For mange af os var netop denne port, spærret af Berlinmuren, symbolet på Tysklands deling og den Kolde Krig.
Sovjet, Kennedy og Reagan
Mange ting dukkede op i erindringen. Mindesmærket over de sovjetiske soldater, der mistede livet i kampen om Berlin, ligger tæt ved Muren i Vestberlin. Hver dag marcherede en gruppe russiske soldater i strækmarch fra Østberlin til Vest for at gennemføre et vagtskifte. Det var ikke blot en praktisk foranstaltning. Sovjet holdt stædigt fast i den, fordi de dermed fastholdt deres ret til at være i hele Berlin. I ø blev vagten beskyttet af britiske soldater og tysk politi fordi demonstranter flere gange angreb den.
Mange af os husker Præsident Kennedys besøg ved Brandenburger Tor i 1963, midt under den Kolde Krig, hvor DDR havde sat store røde klædestykker op i porten, så præsidenten ikke kunne kigge ind i DDR. Og måske endnu vigtigere: At DDR’s borgere ikke kunne få et glimt af den vestlige verdens leder. Eller Præsident Reagans tale i juni 1987, hvor han bl.a. sagde henvendt til Sovjets leder, Mikhail Gorbachov: ”Mr. Gorbachov, riv denne mur ned!”. Det skete året efter – ikke mindst på grund af de to statslederes fælles anstrengelser.
Der stod vi altså så i folkemylderet. Jeg havde besøgt DDR flere gange tidligere – og husker de grå farver samt lugten af brunkul og totaktsmotorer. Jeg havde efter Murens fald hørt meget fra min veninde om dagligdagen i DDR. Jeg havde som medlem af NATOs Parlamentariske forsamling besøgt DDR’s Volkskammer i foråret 90. Kammerets mødesal var opbygget med lange parallelle borde. På et højt podie sad partiets ledelse. Selv parlamentets opbygning viste, det var et diktatur og der ikke skulle være plads til indbyrdes debat. På væggen var et gråt mærke efter det nedtagne statssegl. Jo, DDR havde skiftet natur. Og i én af pauserne i besøget gik jeg ned til den faldne Berlin-mur og hakkede et stykke af, der nu ligger i Sindal.
Glade berliner bjørne.
9.november året før, var Berlin-muren faldet til stor overraskelse for alle. Vi husker Trabierne, der kørte gennem overgangene og blev modtaget med klap og dunk på taget. Omfavnelserne og glæden. Det var den anarkistiske og følelsesmæssige genforening af to adskilte lande og mange familier.
Den officielle genforening kom til gengæld i 1990. Også det til overraskelse for nogen – for det gik hurtigt. Men presset i Øst for højere levestandart og presset i Vest for samling var så stort, at det bare måtte overstås.
Så stod vi altså der i Berlin aftenen 2.oktober 1990. Vi bar en badge med teksten ”Berlin 3.okt.’90” og to glade Berliner-bjørne. Præcis ved midnat, onsdag den 3. oktober gik Genforeningsflaget op ved siden af Rigsdagen. Samtidig blev det fællestyske flag hævet over Brandenburger Tor. Folkemængden eksploderede, begyndte at synge den tyske nationalsang og et kæmpe fyrværkeri gik i gang. Vi følte alle, at én af de største samfundsmæssige ændringer, vi ville opleve i vort liv, netop var sket.
Var det godt?
I dag er det så 30 år siden – og hvordan er det egentlig gået? Svaret er vel ”Godt, men…”. Østtyskerne var blevet lovet en hurtig økonomisk udvikling op til Vesttysk niveau. Den gik noget langsommere end forventet og er vel endnu ikke helt i hus. Det østtyske samfund var for ineffektivt til at klare konkurrencen med vest. Samtidig blev adgangen til de hidtidige markeder i Sovjet og Østeuropa vanskeligere – så resultatet blev fabrikslukninger og arbejdsløshed. Og var der endelig effektive fabrikker, købte vesttyske fabrikker dem op og lukkede dem, fordi de kunne være farlige konkurrenter. Da lønningerne var lavere i Øst end i vest, ”udvandrede” millioner af højtuddannede til det gamle Vesttyskland og vanskeliggjorde dermed også samfundsudviklingen i det fhv DDR. Økonomisk gav Genforeningen altså ikke det, man havde foregøglet borgerne. Denne udvikling var ikke ulig den, der var i flere andre lande, da socialiststaterne brød sammen. Talrige gange har jeg hørt mennesker sige: ”Vi havde det altså bedre under Stalin!” – på mange måder tragisk. Man fik frihed og fattigdom. Jeg har også i en række tidligere sovjetrepublikker mødt synspunktet: ”Gorbatjov var en forræder – han forærede Vesten Tyskland!”. Jo, der er mange følelser.
Europa sig selv?
Men hvad med Europa. Var det godt for os? Svaret er vel et klart ”ja”. Tysklands økonomiske styrke og politiske stabilitet er utrolig vigtig – ikke mindst lige nu i krisernes periode. Den Østtyske borger, Angela Merkel, har vist sig som den både værdimæssige og stabilitetsmæssige topleder i Europa. Det er en fordel for os alle.
Men, der er mørke skyer på en ellers fin himmel. De ekstreme højrefløjsgrupper er væsentlig større i det fhv DDR end i det gamle Vest. Det skyldes formodentlig en blanding af økonomi og traditioner fra et autoritært DDR. Det skulle helst ikke brede sig for meget. For det vil påvirke hele Europa.
Vi kan altså i dag fejre en væsentlig milepæl i Europæisk historie. En tysk genforening, der gør Europa stærkere. Men det er også nødvendigt. Med stærkere autoritære toner fra Øst og et demokrati i frit fald på den anden side af Atlanten, vil Europa formodentlig i fremtiden skulle klare sig selv endnu mere end før. Den tyske genforening var med til at skabe fundamentet for det. Så: Tillykke Tyskland – og tillykke Europa.