Det summede af forventning og lokal stolthed længe før dommerens første fløjt i Park Vendia Hallen. Hallen var så tætpakket, at speakeren flere gange før kampstart måtte opfordre publikum til at rykke tættere sammen. Der skulle findes plads til de mange fremmødte, der ville støtte de rød-hvide i jagten på VM-billetter.
Allerede inden kampen gik i gang, var stemningen høj. Særligt for de lokale drenge og piger fra Lundergård Idræts og ungdomsforening og fra Bagterp IF, blev aftenen noget helt særligt. De fik nemlig lov til at gå på banen side om side med landsholdsspillerne. At stå på banen og mærke suset, mens “Der er et yndigt land” bragede ud af højttalerne og blev sunget af et oplagt publikum, er en oplevelse, de sent vil glemme.
Lokal helt åbnede ballet
Da kampen først blev fløjtet i gang, var intensiteten til at tage og føle på. Efter 13 minutters spil eksploderede hallen i jubel. Det var Ermin Kasumovic, der til daglig tørner ud for Hjørring Futsal Klub, som bragte Danmark foran 1-0.
Dominansen fortsatte i anden halvleg, hvor Nicolai Jægergaard efter 25 minutter kunne øge føringen til 2-0. Spændingen vendte dog hurtigt tilbage, da skotterne fik reduceret til 1-2 kort efter. Det blev en intens affære i kampens slutfase, hvor gæsterne pressede tungt på for en udligning.
Forløsning i slutminutterne
Selvom skotterne kastede alt frem, holdt det danske forsvar stand. I det massive pres fra modstanderne udnyttede Danmark pladsen, og kort før slutfløjt kunne El-Ouaz lukke og slukke kampen med målet til 3-1. Det blev også det endelige resultat, som sikrede Danmark en vigtig sejr i kvalifikationen.
Efter kampen blev de store smil hængende. Spillerne tog sig god tid til at hilse på de mange fremmødte børn, der stod klar til autografskrivning. Det var en aften, hvor elitesport og lokalt fællesskab smeltede sammen på bedste vis.

Flere store kampe i vente
Hvis du gik glip af torsdagens brag, er der ingen grund til at fortvivle. Der er nemlig fortsat mulighed for at opleve VM-kvalifikationskampe på højeste niveau lige her i Hjørring. Park Vendia danner rammen om flere spændende opgør i den kommende tid.
Du kan finde det fulde kampprogram og mere information om billetter via Hjørring Kommunes hjemmeside på dette link: Program for VM-kvalifikation i Futsal.


