Af Lone Olsen
Gruppeformand for Venstre
Byrådet i Hjørring Kommune
Byrådet var samlet, og hovedudvalget var – som altid – med og gav deres perspektiver ind.
Det var mit første budgetseminar som gruppeformand – og vores første i den nye periode. For nogle var det også første gang overhovedet. Vi har selv to nye med, så der er meget, der starter her.
Vi fik lagt de overordnede tal frem. På de store velfærdsområder ligger vi nogenlunde på niveau med andre kommuner. Men det er ikke hele billedet. Der er områder, hvor udgifterne er steget markant, og hvor økonomien er under pres, samtidig med at vi samlet set mangler balance.

Det er ikke nyt. I flere år har vi skullet finde omkring 30 mio. kr. om året.
Derfor gik hele byrådet ind i perioden med en bunden opgave. Nu arbejder alle udvalg med at finde besparelser på mindst 4 %. Det er mange penge.
Vi har bedt forvaltningen om at få det hele frem – “tøm lommerne”. Ikke fordi alt skal gennemføres, men fordi vi er nødt til at kende mulighederne, før vi vælger. Og selvom det er en svær øvelse, kan det også være en god anledning til at få set tingene igennem igen.
For der er områder, hvor økonomien buler ud, og det er vi nødt til at tage hånd om.
Fra hovedudvalget kom der også en vigtig pointe om det langsigtede perspektiv: at arbejde med flerårige budgetter giver mere ro og retning – både for borgere og medarbejdere.
Nu begynder den del, hvor vi skal tage stilling. Forslagene kommer på bordet.
I næste uge går udvalgene for alvor i gang med arbejdet med de såkaldte kataloger over mulige besparelser.
Det er ikke nemme valg. Men det er nu engang dem, vi er valgt til at træffe.
God weekend.


