Vendelbo-Listen har fået ny formand. Det er Anne V. Lauritsen, der nu står i spidsen for den lokale politiske liste, hvilket hun bekræfter over for TV2 Nord.
Med formandsskiftet lægger hun vægt på borgernes indflydelse og ønsket om at bringe hverdagsnære problemstillinger direkte ind i byrådssalen i Hjørring Kommune.
– Vi tager borgernes stemme seriøst og bringer borgernes stemme med ind i byrådssalen, siger Anne V. Lauritsen.
Hendes politiske engagement tog for alvor fart for godt to år siden. Baggrunden var en personlig sag, hvor hendes datter, Thalia Lauritsen, der lider af en sjælden lungesygdom, fik det markant dårligere i perioder. Ifølge Anne V. Lauritsen oplevede familien et påfaldende sammenfald mellem datterens helbredstilstand og driften af et nærliggende biogas- og pyrolyseanlæg ved Rakkeby.

Sagen er endnu ikke afgjort, men forløbet blev afgørende for hendes beslutning om at engagere sig politisk. Hun peger på, at oplevelsen har åbnet hendes øjne for flere områder, hvor kommunen kan og bør gøre det bedre, ikke mindst i forhold til miljø, sundhed og borgerinddragelse.
Senest har Vendelbo-Listen markeret sig med et forslag om at opsætte midlertidige pavilloner ved Bagterpskolen. Baggrunden var, at 17 børn har fået afslag på skolevalg, fordi der ikke er plads på skolen. Forslaget blev dog stemt ned i byrådet, men ifølge Anne V. Lauritsen understreger sagen behovet for mere fleksible og borgernære løsninger.
Med formandsskiftet håber Vendelbo-Listen på at styrke det politiske arbejde og fortsætte indsatsen for lokale mærkesager. Det er endnu ikke afklaret, hvem der bliver listens spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, men Anne V. Lauritsen fremhæves allerede som et markant og engageret nyt navn i lokalpolitikken.
Hun ser frem til arbejdet som formand og understreger, at ambitionen er klar. Nemlig at flere borgere skal føle sig hørt, og deres stemme skal kunne mærkes i de politiske beslutninger i Hjørring Kommune.


