Af Henrik Taagaard
Byrådsmedlem for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Den kommende uge er fyldt med lokalpolitik med mange punkter på dagsordenen. Der afholdes Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalgsmøde mandag og Teknik- og Miljøudvalgsmøde tirsdag.
De kommende udvalgsmøder bliver de mest alvorlige indtil videre, da vi tager hul på de mere konkrete drøftelser om det sparekatalog, der skal udfærdiges til de kommende budgetforhandlinger. Vi tog i fredags for alvor hul på snakken med et budgetseminar sammen med kommunens hovedudvalg i MED-systemet.
Fotoet er taget i fredags og viser, at vi i Hjørring Kommune er nr. 95 ud af 98 kommuner, når det gælder vores likviditet. Det er alvorligt. Jeg går til processen med et åbent sind sammen med mine partikolleger og resten af byrådet.
Mandag aften skal jeg også mødes med de øvrige otte byrådsmedlemmer i den socialdemokratiske gruppe oven på et succesfuldt folketingsvalg, hvor Thomas Klimek blev vores nye mand på Borgen. Vi kører ikke med dobbeltmandater i Socialdemokratiet, så vi skal i gruppen sige velkommen tilbage til Chelina Bagger indenfor de næste par måneder. Der er nemlig inden da en proces for sådan et skifte.
Tirsdag skal jeg også mødes med folkene bag helhedsplan Halvorsminde, som er en borgergruppe, der aktivt er gået ind i arbejdet med at udvikle bydelen Halvorsminde. Det bliver meget spændende, og jeg ser frem til at få større indsigt i deres arbejde.
Onsdag eftermiddag rejser jeg til Aarhus til KL’s Klima- og Miljøtopmøde sammen med Teknik- og Miljøudvalget, hvor vi torsdag og fredag skal igennem en række workshops og udflugter og tage en masse god inspiration med hjem til Hjørring.
Fortsat rigtig god søndag.



Glæder mig til at vise dig udfordringer i Bagterp/Halvorsminde, samt præsentere dig for vore ønsker. Vi ses på tirsdag.