Bordtennisklubben B75 i Hirtshals Idrætscenter har fået et markant skulderklap for sit arbejde med ældre borgere. BAT60+-afdelingen har netop modtaget en donation på 30.000 kroner fra den almennyttige fond Østifterne, der vil støtte indsatsen for inklusion af sårbare, ensomme og udsatte ældre i lokalområdet.
Donationens betydning vil onsdag den 15. april blive markeret ved et arrangement i forbindelse med afdelingens træning i bordtennishallen i Hirtshals Idrætscenter. Her vil projektansvarlig hos Østifterne, Gitte Beltoft, overrække gavechecken til Claus Uttrup, der er formand for BAT60+-afdelingen. Arrangementet finder sted kl. 11.00, og der vil være mulighed for både interviews og fotografering.
Hos Østifterne er det netop kombinationen af motion og socialt fællesskab, der har været afgørende for beslutningen om at støtte projektet.
– Vi har valgt at støtte BAT60+, fordi de gør en målrettet indsats for at inkludere ældre, som kan være ensomme eller sårbare. Her bliver fællesskabet brugt aktivt til at skabe livskvalitet, siger Gitte Beltoft.
Claus Uttrup lægger ikke skjul på, at donationen kommer på et meget velkomment tidspunkt.
– Det er skønt, at Østifterne har fået øje på den indsats, vi gør for at motionere ældre mennesker på en sjov måde og samtidig give dem et socialt netværk. At de vurderer arbejdet så prisværdigt, at de vil støtte os økonomisk, er vi meget taknemmelige for, siger han.

Pengene skal ifølge formanden bruges til at udvide aktiviteterne i afdelingen og skabe flere fælles arrangementer for de ældre medlemmer.
BAT60+ blev oprettet i 2017 og har siden oplevet en bemærkelsesværdig vækst. Fra blot fire medlemmer er afdelingen vokset til i dag at rumme 68 aktive deltagere. Alene det seneste år er der kommet 23 nye medlemmer til – en udvikling, der er bemærkelsesværdig for en nicheidræt som bordtennis.
– Der er plads til alle, og man behøver ikke have spillet bordtennis før. Vi tager udgangspunkt i det niveau, folk kommer med, forklarer Claus Uttrup.
Formålet med BAT60+ er todelt. Dels handler det om at få rørt sig på en måde, som alle kan være med til. Bordtennis styrker både kondition, balance og reaktionsevne, og blandt deltagerne er der også ældre med både KOL og Parkinson.
Men mindst lige så vigtig er den sociale dimension.
– Vi hygger os, griner sammen og driller hinanden lidt. Der er kaffepauser, fællesspisning og ture til stævner. Vi bilder os ind, at vi er med til at modvirke ensomhed, og det tror jeg faktisk, vi gør, siger formanden.
Med støtten fra Østifterne får BAT60+ nu bedre mulighed for at fastholde og udvikle et fællesskab, som for mange ældre i Hirtshals er blevet et fast holdepunkt i hverdagen.


