Bordtennisklubben B75 fra Hirtshals har endnu en gang sikret sig en plads i semifinalen og kan med rette være stolte af både resultaterne og bredden i klubben. Semifinaledeltagelsen blev søndag formiddag bekræftet med en 5-3-sejr over Amager foran et veloplagt hjemmepublikum i Hirtshals Idrætscenter.
Kampen blev spillet med to unge spillere fra klubbens eget Bordtennis Akademi, Isak Lundin og Mads Oomen, som begge fik værdifuld erfaring på højt niveau. Isak Lundin leverede en bemærkelsesværdig præstation, da han besejrede den danske junior master-vinder Emil Hassenbalch, mens han måtte se sig slået af den stærke svensker Olle Ståhl. Mads Oomen spillede ligeledes en solid kamp mod Patrick Stobberup, men måtte denne gang nøjes med et nederlag.
De afgørende point kom fra B75’s rutinerede profiler. Mahmoud Helmy, nylig sølvmedaljevinder ved de afrikanske mesterskaber, og Gerasimos Chatzilygeroudis, der har vundet sølv ved de græske mesterskaber, vandt begge deres kampe sikkert og understregede deres betydning for holdet.
Samtidig havde B75’s 2. hold i 1. division en særdeles succesfuld weekend. Lørdag blev det til to sejre. Først 5-3 over Roskilde i en kamp, hvor Kevin Nielsen stjal overskrifterne ved at besejre den tidligere europamester Allan Bengtsen. Kevin Nielsen vandt også sin anden single, mens Mads Oomen ligeledes sikrede to sejre. Et af dagens mest bemærkelsesværdige øjeblikke kom fra Morten Iskov, som lagde golfkøllerne til side for at hjælpe holdet og vandt den afgørende kamp. Dale Campbell måtte se sig besejret i sine opgør.

I den efterfølgende kamp mod OB blev det til en snæver, men vigtig 5-4-sejr. Her vandt både Mads Oomen og Kevin Nielsen deres singler, og sidstnævnte blev matchvinder med sejr i det såkaldte “Golden sæt”, der afgjorde opgøret.
For klubbens 3. hold i 2. division blev weekenden mere vanskelig. Lørdag tabte holdet 2-8 mod Amagers 2. hold. Ungdomstræneren Zakaria Mercade sikrede en sejr, mens stortalentet Rune Schultz også vandt en kamp og tabte sin anden knebent 2-3. Søndag ventede Virum – et superligahold, der ikke nåede slutspillet – og her blev det til et 1-8-nederlag. Rune Schultz vandt endnu en kamp og leverede også en tæt tabt kamp, men dagens måske mest opsigtsvækkende præstation stod talentet Brian Schultz for, da han pressede tidligere landsholdsspiller Christian Kongsgård helt ud i fem sæt.

Også klubbens 1. divisions-damer var i aktion i weekenden. Her spiller to af B75’s stærke profiler og frivillige kræfter, Cecilie Paulsen og Helle Wesenberg, som begge yder en stor indsats både ved bordene og i klubbens daglige liv. Damerne tabte 7-3 til Brøndby og 6-4 til København, men fik en klar oprejsning med en overbevisende 10-0-sejr over Næstved.
B75’s fjerde herrehold deltog ligeledes i kvalifikationen til 3. division under ledelse af holdleder Lars Rokkjær. Her blev det til to nederlag mod oprykkerne fra Samsø – der dermed sikrede sig øens første divisionshold – og Holstebro. Trods resultaterne blev der leveret en flot fight.

Samlet set står B75 stærkt. Efter grundspillet ligger klubbens førstehold nummer tre i Danmark, mens andet-holdet er placeret som nummer ni, lige efter de otte superligahold. For en by på størrelse med Hirtshals er det et bemærkelsesværdigt resultat og et tydeligt bevis på, at kombinationen af talentudvikling, frivilligt engagement og sportslig kvalitet fortsat bærer frugt i B75.


