Den gamle del af Hjørring er fyldt med gamle huse, som hver især fortæller en historie om gammelt håndværk og håndværkstraditioner, om mode inden for byggeri og om byens udvikling.
I samarbejde med undervisere fra EUC Nord kan man tirsdag den 21. april kl. 19 til 20.30 tage med Vendsyssel Historiske Museum på en byvandring med fokus på netop de gamle huse og deres byggestile.
Undervejs vil deltagerne kunne høre mere om bygningernes historie, vedligehold af bygningerne, regler omkring vedligehold af gamle bygninger og meget mere.
Deltagerne fra EUC Nord har stor viden og erfaring fra Håndværkerakademiet, som er en efteruddannelse inden for historisk håndværk på EUC Nord. De underviser alle på uddannelsen, hvis deltagere kommer til Hjørring fra hele landet for at blive klogere på gamle bygninger og deres vedligeholdelse.
Byvandringen starter foran indgangen på Vendsyssel Historiske Museum i Museumsgade 3 kl. 19 og slutter ca. 20.30. Undervejs vil der være rig mulighed for at stille spørgsmål til bygningerne og til deres vedligehold. Billetter kan købes på museets hjemmeside.
Byvandringen er Vendsyssel Historiske Museums bidrag til markeringen af DM i Skills, som finder sted i dagene 22. til 25. april i Hjørring.


