Lige før påske lagde direktør for Erhverv Hjørring, Michael Vendelbo, vejen forbi Løkken til et medlemsbesøg hos erhvervsrådgiver og HR-konsulent Helle Glyø. Et besøg, der ikke blot handlede om netværk, men om nogle af de ganske centrale udfordringer, mange virksomheder i området står overfor netop nu.
Michael Vendelbo og Helle Glyø har kendt hinanden gennem en længere årrække og er stødt på hinanden i mange sammenhænge, både ved netværksarrangementer, oplæg og tidligere virksomhedsbesøg. Denne gang var fokus dog entydigt på Helle Glyøs egen virksomhed Glyø Coaching og hendes tilgang til ledersparring, rekruttering og trivsel på arbejdspladserne.
– Det var godt, vi tog den snak, lyder det fra Michael Vendelbo efter besøget.
Ifølge Erhverv Hjørrings direktør arbejder Helle Glyø med noget, som mange virksomheder i stigende grad efterspørger: HR og ledelse tæt på hverdagen og ikke som standardløsninger eller hurtige greb.
– Det handler ikke om et quick fix, der lige løfter her og nu, men om forløb, hvor man reelt flytter noget over tid, siger han.
Mistrivsel, mangfoldighed og work-life balance
Samtalen kredsede blandt andet om mistrivsel, work-life balance og moderne ledelse , altsåemner, der fylder mere og mere i både små og mellemstore virksomheder. Også fastholdelse af medarbejdere og modtagelse af nye ansatte var på dagsordenen.
– En stærk arbejdsplads bliver sjældent skabt i et Excel-ark alene. Det kræver relationer, tillid og en forståelse for menneskers livsvilkår, pointerer Michael Vendelbo.
Her ser han Helle Glyø som en potentiel nøglespiller i det lokale erhvervsliv. Spændingsfeltet mellem mangel på arbejdskraft, udenlandsk arbejdskraft, integration og fastholdelse er ifølge ham en af de store udfordringer, og netop her har Helle Glyø nogle meget konkrete kompetencer at byde ind med.
Årets Netværker og stærk lokalt engagement
At relationer er et centralt omdrejningspunkt for Helle Glyø, understøttes også af, at hun for nylig er blevet kåret som Årets Netværker 2025 i Lyngby Morgennetværk. En anerkendelse, som Michael Vendelbo ikke finder tilfældig.
– Helle er god til relationer. Og det glæder mig, at hun også gerne vil være endnu mere til stede lokalt, siger han.
Fra Erhverv Hjørrings side ses medlemsbesøgene som en vigtig del af arbejdet med at skabe tætte forbindelser mellem erhvervslivets aktører – ikke kun for at styrke netværk, men for at sikre, at aktuelle udfordringer bliver taget alvorligt og håndteret i fællesskab.
Og mødet i Løkken efterlod ingen tvivl hos direktøren:
– Det er jeg ærlig talt ret glad for.


