Muren ved Vendsyssel Historiske Museum kan endelig genopføres. Et stykke af muren måtte i 2014 nedtages på grund af nedstyrtningsfare, hvilket efterlod en grim åbning i den flotte, gamle mur ind til museumshaven.
Siden har det været et stort ønske fra museets side, at muren kunne genopføres, således af haven fremstod intakt og harmonisk, som oprindelig tænkt i C. Th. Sørensens haveplan fra 1941.
Initiativet til indsamling til muren begyndte med museumsforeningens jubilæum i august 2024. Foreningen iværksatte en gaveindsamling, og i løbet af de efterfølgende måneder lykkedes det at indsamle hele 35.000 kr. Derefter fik lokale fondsmidler beløbet op på i alt 120.000 kr.

Op til påske i år fik Vendsyssel Historiske Museum så den glædelige nyhed, at Ny Carlsbergfondet gerne vil bevilge museet de sidste 495.000 kr., så det lykkes at komme i mål med finansieringen af den nye mur.
Forbindelsen mellem museet og Ny Carlsbergfondet er gammel. For næsten 100 år siden bevilgede Ny Carlsbergfondet 10.000 kr. til en genopførelse af et stykke af Sindal gl. Præstegård i museumshaven. Den gamle præstegård fra 1678 står nu og pynter foran det smukke haveanlæg med medicinplanter og er en del af museets formidlings-og udstillingsområde.

Vendsyssel Historiske Museum vil gerne rette en stor tak til både museumsforeningen og arbejdsgruppen under foreningen for det store arbejde med fundraisingen – og ikke mindst en stor tak til Ny Carlsbergfondet for at sikre, at projektet kan realiseres.
Det forventes, at projektet kan opstartes efter sommerferien.


