Vendsyssel FF er som tidligere omtalt ubesejret i forårets syv kampe i CampoBet 2. division og har blot to point op til Næstved Boldklub på andenpladsen.
Ifølge cheftræner Kim Engstrøm hænger fremgangen tæt sammen med roen, der er kommet med nyt, lokalt ejerskab.
– Der er ingen tvivl om, at det nye ejerskab har skabt ro i klubben. Det gør det nemmere at præstere, og det var også en af grundene til, at jeg sagde ja til jobbet, siger Engstrøm til Bold.
Han overtog i januar en trup, som ifølge ham havde kvalitet, men manglede struktur.
– Der var en stærk spillergruppe, som havde brug for retning og en klar hverdag. Det er ikke overraskende for mig, at vi nu er med i oprykningskampen, siger han.
Ambitionen er fortsat klar.
– Vi gik efter oprykning i januar, og det gør vi stadig. Nu er vi bare kommet tættere på, slutter Engstrøm.
Næste opgave for Vendsyssel FF er denne lørdag klokken 13 ude mod topholdet AB.
Link til relateret artikel


