Der findes øjeblikke, hvor vi løfter blikket, fordi vi er blevet mindet om, at vi selvfølgelig er en del af noget langt større. Søndag var sådan en dag i Hirtshals. Det skete som tidligere omtalt med salmesang, granit og en stille, nærmest højtidelig erkendelse. Herfra kan man nu gå hele vejen til Santiago de Compostela.
Det lyder næsten uvirkeligt, når man står på Solnedgangspladsen og ser ud over havnen og Skagerrak. Skumtoppe, måger, færger. Og så en 120 centimeter høj og rank granitsten, solidt plantet i den sandede jord, som peger sydpå og stilfærdigt afslører, at der er 2.729 kilometer til målet i Nordspanien. Ikke som en udfordring, men som en mulighed.
Jeg var én af dem, der søndag mærkede den særlige stemning, som opstår, når noget falder på plads. Henved et par hundrede mennesker i skikkelse af lokale, sommerhusejere og pilgrimsentusiaster, var samlet om indvielsen, der begyndte i Hirtshals Kirke. Det var ikke tilfældigt. Bygningen har i nogle år båret titlen som pilgrimskirke, og den har i det tidsrum tålmodigt været en del af fortællingen, før resten af byen for alvor blev klar over, at den historie ventede på sit næste kapitel.
For det er netop det, Camino-stenen og Camino-skulpturen er, altså en genopfriskning af noget allerede tidligere erkendt, men næsten glemt. En markering af, at Hirtshals ikke bare har en havn, som vi med god grund er stolte af, at fiskerne trods modgang fortsat bruger, men også er et sted, man med tre store færgerederier kan rejse ud i verden fra, vel at mærke nu tydeliggjort også til fods, skridt for skridt, med refleksion og rygsæk. Det er både konkret og poetisk. Granit er tungt. Kun en drøm behøver det dog ikke være.
Det smukkeste ved projektet er måske, at det på én og samme gang er så uhøjtideligt og dog ambitiøst tænkt og realiseret med en enorm arbejdsindsats af først og fremmest Byforum Hirtshals anført med beundringsværdig stædighed af bestyrelsesformand John Kongerslev. Ingen har påstået, at Hirtshals pludselig er blevet Santiago. Havnebyen har ikke desto mindre for alvor indtaget sin plads på pilgrimslandkortet og det med rank ryg. Givet en retning, en afstand og et fællesskab, der rækker langt ud over kommunegrænser og landegrænser.
Man mærkede både stoltheden og ydmygheden hos såvel initiativtagere som deltagere. Altså ikke den larmende slags, men den rolige, lune stolthed over, at den unge havneby kunne samle så mange mennesker om en idé. Så at sige en stensætning, om man vil, af troen på, at det lokale sagtens kan have international betydning og rækkevidde, især når det udføres med omtanke, samarbejde og respekt for traditioner.
At ruten mod fyret ikke er ny, gør blot historien bedre. For det viser, at man ikke altid skal opfinde alting fra bunden. Nogle gange skal man bare se det velkendte i et nyt lys og turde give det en større sammenhæng. Pludselig er en gåtur langs kysten ikke bare motion eller frisk luft, men kan reelt være første skridt på en rejse, som mennesker har foretaget i århundreder.
Der ligger også en fremtid i stenen og skulpturen. Vandreturisme er ikke masseproduktion, men derimod nærvær. Det er mennesker, der kommer for at gå og se, mærke og blive en stund om så bare for en kop kaffe, en overnatning eller en samtale på bænken. Det er besøgende, der sætter pris på det autentiske og det enkle. Her har havnebyen som bekendt noget helt særligt at tilbyde.
Når jeg ser stenen og skulpturen stå der i vestenvinden, tænker jeg, at de gør præcis det, gode projekter skal gøre, nemlig at forbinde fortid og fremtid. Historie og tro knyttet til turisme i ordets bedste betydning. Det nære og det fjerne. Og de minder os om, at selv fra vandkanten kan vejen føre videre.
Hirtshals har en fremstrakt hånd, der viser vej ud i verden, men også byder velkommen til det nordvestlige Vendsyssel.
Buen camino eller god rejse også fra Hirtshals!
Læs mere om afsløringen af sten og skulptur her samt om Udsigtsstien
Hirtshals fejrede med manér havnebyens placering på den europæiske Camino
